Alt for få søger de tekniske universitetsuddannelser
Der er et lille fald i anytallet af ansøgere på STEM-uddannelserne, som dækker blandt andre ingeniører
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Der er skuffelse at spore hos administrerende direktør Henrik Garver fra FRI over antallet af ansøgninger til de såkaldte STEM-uddannelser - Videnskab, Teknologi, Ingeniør, Matematik – (oversat fra de engelske betegnelser).
Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet har 93.388 søgt ind på en videregående uddannelse og af dem var 3647 søgt ind som civilingeniør og 3536 som diplomingeniør.
Alt i alt forventes cirka en fjerdedel af samtlige ansøgere – cirka 17.000 - at komme ind på STEM-uddannelserne.
Klimadebatten ikke slået igennem
Henrik Garver slår fast, at der er hårdt brug for flere hoveder med de rigtige kompetencer, som blandt andet kan levere løsninger i den grønne omstilling.
- Jeg havde håbet, at vi i år, hvor klimadebatten, trods Corona, har formået at stå centralt, ville have set at flere unge var søgt ind på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, siger han.
Stor efterspørgsel
Der er stor efterspørgsel på tekniske og naturvidenskabelige kandidater i rådgiver- og ingeniørvirksomhederne i FRI:
- FRI-virksomhederne er som en samlet gruppe blandt de største arbejdsgivere i Danmark for ingeniører, tekniske og naturvidenskabelige kandidater og arkitekter. Hen over de seneste tyve år er beskæftigelsen kun gået fremad. Og faktum er, at behovet for medarbejdere fortsat er stort, og at det vil være stigende i årene der kommer, siger Henrik Garver.