BIGs master-plan for museum i Washington D.C.

BIGs master-plan for museum i Washington D.C.

Verdens største forsknings-og museumskompleks, Smithsonian Insitution får et ansigtsløft og en række nye funktioner med BIGs master plan

Designvisionen for den 160 år gamle kulturinstitution, som ligger tæt ved Capitol Hill, Det Hvide Hus og Washington Monument blev offentliggjort ved en større præsentation i Washington D.C. Den ny master plan, som har været under udarbejdelse, siden BIG vandt den internationale arkitektkonkurrence i 2013, skal sikre en bedre og mere sammenhængende besøgsoplevelse for museumsgæsterne. Byggeriet forventes påbegyndt i 2016 og vil ske i faser over de næste 10-20 år.
 
- Det er en stor ære og udfordring at blive bedt om at nytænke en af de mest betydningsfulde amerikanske institutioner i USAs hovedstad, siger Bjarke Ingels.

- Sammen med Smithsonian Insitution har vi udtænkt master planen som en slags eksempel på radikal genfortolkning. Forslaget kigger fremad med respekt for historien og finder sin plads mellem en række strikse bygnings- og fredningsbestemmelser. Ved at skabe nye forbindelser mellem tekniske, programmatiske og logistiske forhold, samt nyfortolke elementer, som allerede er tilstede på South Mall Campus, har vi skabt et landskab af muligheder, som vil lede Smithsonian sikkert ind i fremtiden, med fødderne trygt plantet i institutionens historie og kulturarv, tilføjer han.

Det bedste af kulturen
Forslaget har tre primære hensigter – at jordskælvssikre hovedbygningen, the Smithsonian Castle fra 1855, forbedre forbindelserne og besøgsoplevelsen indendørs såvel som udendørs, samt guide en generel modernisering og renovering af kompleksets bygninger og VVS-systemer. En grøn have foran slottet bliver omlagt og to af havens hjørner løftes op for at danne nye indgangspartier, som inviterer museumsgæsterne ned i de underjordiske gallerier.

- BIG har givet os en helhedsplan for Smithsonian South Mall Campus, hvor alle kan mødes og nyde det bedste af amerikansk kunst- og kulturhistorie. Flotte udsigter, nye faciliteter, masser af dagslys og indbydende haver, vil tilsammen vil skabe den ultimative museumsoplevelse for vores gæster, siger formand Wayne Clough, Smithsonian Institution.

Den nye master plan bliver fremvist ved BIGs store vinterudstilling på National Building Museum i Washington D.C, som åbner til januar 2015.

-kj

17/11 2014