Blev trukket med i afgrunden af Scandi Byg - får nu liv igen med nyt ejerskabCSK Steel driver produktionsfaciliteter i Letland, Thisted, Thorsted, Morsø og nu også i Herning og Skærbæk.

Blev trukket med i afgrunden af Scandi Byg - får nu liv igen med nyt ejerskab

I slutningen af januar begærede HB Schack i Herning og Skærbæk sig konkurs efter at have tabt en dødskamp som følge af Scandi Bygs konkurs. Nu overtages alle aktiviteter af kollegerne i CSK Steel

CSK Steel i Thisted har overtaget bygninger, maskiner og andre aktiver fra konkursboet efter HB Schack i både Herning og Skærbæk.

HB Schack gik konkurs i slutningen af januar.

- Det var med sorg, at vi i slutningen af januar 2025 erfarede, at HB Schack var blevet erklæret konkurs. Vi arbejdede derefter ihærdigt på en løsning for at fastholde knowhow og produktion i området - og det er nu endelig lykkedes, siger Carsten S. Kristensen, administrerende direktør i CSK Steel.

CSK Steel vil hurtigst muligt tage kontakt til tidligere og nuværende kunder hos HB Schack og forsøge at støtte dem i den nye situation. Det vente, at produktionen i både Herning og Skærbæk kan genoptages.

Det vil ske i tæt samarbejde med den tidligere administrerende direktør i HB Schack, Karsten Vang, som er blevet udnævnt til salgs- og projektdirektør i CSK Steels afdeling for trapper og altaner. 

- Det har været en lang og krævende proces, hvor jeg har kæmpet dag og nat for at finde en løsning, der kunne sikre HB Schacks videreførelse. Vi har været dybt berørte af situationen, men den enorme opbakning fra både medarbejdere og samarbejdspartnere har været en uvurderlig hjælp.

- Det har været smertefuldt at se virksomheden smuldre og arbejdspladser forsvinde - især efter mange års dedikeret arbejde og positiv udvikling. Vi gjorde alt, hvad der stod i vores magt for at redde både arbejdspladser og virksomhed, men desværre var tiden imod os, tilføjer han.

- Konkursen i Scandi Byg kom uventet  og påvirkede HB Schack i en grad, som vi ikke kunne modstå. Derfor er jeg både stolt og lettet over, at HB Schack nu får nyt liv i et stærkere setup sammen med CSK Steel.

- Jeg håber, at vi får mulighed for at genansætte mange af de dygtige medarbejdere fra HB Schack og dermed fortsætte den stærke faglige kultur, vi har opbygget gennem årene, siger Karsten Vang.

Med købet af HB Schacks aktiviteter styrker CSK Steel sin position som leverandør af stål til byggerier i Norden.

CSK Steel driver produktionsfaciliteter i Letland, Thisted, Thorsted, Morsø og nu også i Herning og Skærbæk.

Efter udvidelsen omfatter virksomhedens forretningsområder nu:

• Datacenterindustri
• Medicinalindustri
• Logistikcentre 
• Trapper
• Balkoner
• Metalarbejde
• Specialkonstruktioner 
• Stålspær til industri og landbrug

-dc

17/2 2025