Boligejerne får ikke skrotningspræmie til abonnement på varmepumpe

Boligejerne får ikke skrotningspræmie til abonnement på varmepumpe

Boligejere kan ikke få direkte tilskud til at udskifte sit oliefyr med en varmepumpe på abonnement eller til at lease en varmepumpe.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Den såkaldte ’skrotningspræmie’ på oliefyr udbetales ikke, hvis en boligejer vælger at installere en varmepumpe på abonnement eller at lease den.

Det fremgår af et svar fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen til Egil Hulgaard fra De Konservative.

Ministeren understreger, at hvis en boligejer ønsker at udskifte sit oliefyr med en varmepumpe på abonnement findes ’Skrotningsordningen’, som er en af de fire tilskudspuljer til udfasning af olie- og gasfyr.

Energitjeneste leverandører
I Skrotningsordningen søger prækvalificerede virksomheder – ’energitjeneste leverandører’ - som udbyder abonnementsordninger, om tilskud på op til 25.000 kroner pr. afsat varmepumpe:

- Energitjenesteleverandørerne er forpligtet til at anvende tilskuddet til at nedsætte varmekundens engangsinvestering i forbindelse med installation af varmepumpe som abonnementsløsning. Abonnementsordningen indebærer, at energitjenesteleverandøren installerer, vedligeholder og driver en varmepumpe i varmekundens hus mod en engangsbetaling, en fast månedlig ydelse samt betaling for den leverede varme, oplyser Dan Jørgensen videre.

Bygningspuljen i stedet
Den enkelte varmekunde undgår på den måde en stor investering, usikkerhed om varmeøkonomi, teknisk valg af varmepumpemodel samt drift og vedligehold.

- Ordningen indebærer tilsvarende, at energitjenesteleverandøren har incitament til god installation, drift og vedligehold af varmepumpen, hvorved elforbruget holdes så lavt som muligt. Hvis boligejeren ønsker at eje varmepumpen selv, kan der søges om tilskud til at udskifte sit oliefyr med en varmepumpe via Bygningspuljen. En standardhusstand vil kunne få et tilskud på cirka 21.000-26.000 kroner ved konvertering til en varmepumpe, slutter ministeren.

21/4 2021