Boliger og erhverv i Teglværkshavnen
Københavns Kommune sender lokalplanforslag Teglværkshavnen tillæg 6 i høring for at bane vej for ungdomsboliger, almene boliger og erhvervsbyggeri
Borgerrepræsentationen i København har nu sendt et lokalplantillæg for Teglværkshavnen i Københavns Sydhavn i offentlig høring.
Planforslaget er i offentlig høring fra den 22. oktober til den 17. december 2015. Alle har ret til at komme med høringssvar til planforslaget. Alle skriftlige høringssvar vil indgå i den videre behandling.
Baggrunden for lokalplanforslaget er, at grundejerne i området mellem A.C. Meyers Vænge og Scandiagade ønsker mulighed for at opføre både ungdomsboliger og almene boliger samt ca. 2.000 m2 nyt erhvervsbyggeri.
Københavns Kommune og Kongens Enghave Lokaludvalg inviterer til borgermøde den 3. december 2015 klokken 19-21, hvor der orienteres om lokalplanforslaget. Mødet afholdes på Aalborg Universitet København, A.C. Meyers Vænge 15, 2450 København SV.
Der er ikke udarbejdet miljørapport, idet Københavns Kommune vurderer, at planforslaget ikke medfører, at der skal udarbejdes en miljørapport efter lov om miljøvurdering af planer og programmer (lovbekendtgørelse nr. 939 af 3. juli 2013). Indtil den 19. november 2015 kan der klages over afgørelsen om miljøvurdering.
-cmn