Boligminister skærper indsatsen mod altankollaps
Bygge- og Boligstyrelsen er blandt andet i gang med at undersøge omfanget af altaner, deres alder og lokalisering samt den mest hensigtsmæssige alder for, hvornår en altan bør undersøges.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF har gennem længere tid stillet en række kritiske spørgsmål til boligminister Kare Dybvad Bek omkring sikkerheden ved altaner og ansvaret for, at disse ikke udgør en sikkerhedsmæssig risiko.
Senest peger hun på, at Sydøstjyllands Politi har droppet efterforskningen af den nedstyrtede altan i Kolding med den begrundelse, at ’udlejer ikke kan gøres ansvarlig for den nedbrydning af bærejernet, som udlejer ikke kan se inde i muren’.
SF’eren mener, at den afgørelse ’oversat’ kunne betyde, at man aldrig vil kunne gøre et ansvar for farlige altaner gældende over for udlejere, hvis bare udlejere ikke kan se det.
Hun beder på den baggrund ministeren redegøre for, om et lovpligtigt tilsyn ikke vil være den eneste løsning, der kan gøre udlejere ansvarlige.
Ingen kommentar
Ministeren slår fast, at det er korrekt, at det ifølge Byggeloven er bygningsejeren, der er ansvarlig for, at en bygning til enhver tid er lovlig og sikker at anvende, og er en altan ikke længere sikker at opholde sig på, eksempelvis grundet utilstrækkelig vedligeholdelse, betragtes det efter Byggeloven som ’et ulovligt forhold’:
- Som boligminister kan jeg ikke gå ind i den konkrete sag eller politiets efterforskning heraf. Hvorvidt en given handling eller undladelse kan tilregnes som uagtsomt i en sådan grad, at det medfører strafansvar, er op til politiet og i sidste ende domstolene at vurdere. Jeg kan derfor ikke sige noget om bevisspørgsmålet i sagen, konstaterer Kaare Dybvad Bek.
Informationsindsats
Han henviser til, at der ifølge Byggeloven er mulighed for bødestraf til en bygningsejer, som undlader at foretage den vedligeholdelse, der er nødvendig for at undgå, at der opstår fare for en bebyggelses beboere eller andre:
- Som jeg har nævnt før, så viser de seneste tragiske sager med kollapsede altaner, at det er vigtigt, at ejere af ældre altaner tager deres vedligeholdelsespligt alvorligt. Derfor har jeg bedt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen om at igangsætte en informationsindsats målrettet både bygningsejere og lejere, hvor det gøres klart, at bygningsejer er ansvarlig for at foretage de nødvendige vedligeholdelsesarbejder. Som led i den indsats lanceres inden årets udgang en hjemmeside, der uddyber, hvordan man vedligeholder sin altan, hvad beboere kan gøre, hvis de er i tvivl om, hvorvidt det er trygt at bruge ejendommens altaner, samt hvilke tegn på nedbrydning man skal kigge efter, for eksempel rust på betonoverfladen eller udliggerjernene og revner i pudslag, oplyser boligministeren.
Boligordførerne orienteret
Samtidig vil det blive understreget, at ejere af ejendomme med ældre altaner skal være opmærksomme på, om deres altans sikkerhed bør kontrolleres af en fagperson, da skader på altanen ikke nødvendigvis er synlige:
I øvrigt oplyser boligministeren, at der medio november har været et møde i Boligministeriet med boligordførerne for at drøfte problemstillingen med de ældre altaner:
- På mødet blev det aftalt, at der er behov for at afdække en række forhold omkring ældre altaner. Derfor er Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen blandt andet i gang med at undersøge omfanget af altaner, deres alder og lokalisering samt den mest hensigtsmæssige alder for, hvornår en altan bør undersøges. Desuden skal de økonomiske udgifter ved undersøgelse af altaner afdækkes nærmere. Resultaterne af denne undersøgelse forventes at foreligge i 1. halvår 2021, slutter Kaare Dybvad Bek