Bryghus bliver til BLOX
Realdanias markante byggeri på Bryghusgrunden ved Københavns havn får sit navn. Huset er udset til at blive en dynamo for byliv i en af hovedstadens ældste bydele
Bryghusprojektet – et af de helt store byggerier og udviklingsprojekter i København – har været i gang siden 2006, men først nu får det et officielt navn: BLOX.
Med bl.a. legepladser, cafeer, udstillingsfaciliteter, vækstmiljø for arkitektur, design og byggeri og en ny cykel- og gangbro over havneløbet bliver BLOX en dynamo for byliv i en af hovedstadens ældste bydele.
Navnet BLOX matcher form og funktion i det markante byggeri. Arkitektonisk, fordi huset er bygget op omkring en række blokke, stablet forskudt oven på hinanden. Indholdsmæssigt, fordi BLOX skal rumme mange forskellige funktioner, der ligesom klodser, bygger ovenpå og understøtter hinanden.

BLOX set fra Søren Kierkegaards Plads ved Diamanten.(Ill.: OMA og BLOX)
Fugl Fønix-forvandling
BLOX ligger i området mellem Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade helt ned til havnen med Den Sorte Diamant som en af de nærmeste naboer.
Det er en del af hovedstaden og den nye havnefront, som over det seneste årti har gennemgået en Fugl Føniks-forvandling. BLOX skal, når det står færdigt i 2017, være prikken over i’et.
- Vores ambitioner er, at BLOX bliver en magnet for byliv. Det er her, folk skal søge hen til en frokost, for at lege med børnene og for at nyde havneudsigten. Eller hvis man er interesseret i alt det nye inden for det byggede miljø. Huset kommer til at skabe en enestående ramme om DAC, og ambitionen er også at etablere en innovations- og væksthub af international klasse for arkitektur, byliv, design m.v., siger Realdanias adm. direktør Jesper Nygård.
Det er ganske vist stadig byggeaktiviteten, der fylder i bybilledet, men konturerne af det færdige projekt begynder så småt at tegne sig.
- Vi har længe gerne ville finde et blivende navn til projektet. Og vi synes, at tidspunktet var passende, nu hvor vi er halvvejs i anlægsfasen, siger Jesper Nygård.
Mundret navn
Realdania Byg er bygherre på BLOX og er også efterfølgende ejer af bygningen. Adm. direktør i Realdania Byg, Peter Cederfeld, siger om det nye navn:
- Det har været en spændende og ikke helt nem proces at finde navn til så centralt et projekt på Københavns havnefront. Men vi syntes, vi er landet på et navn, der på den ene side er så mundret, at man kan sige det uden at knække tungen, og samtidig siger noget væsentligt om det, der er projektets vision. Vi håber, det bliver et navn, som folk tager til sig, siger Peter Cederfeld.
Alle interesserede har mulighed for at besøge BLOX’ showroom og få et kig til den store byggeplads. BLOX’ showroom har åbent den første torsdag i hver måned fra kl. 14.00-18.00. Der er en omviser klar til at besvare spørgsmål og til at fortælle om alle detaljer i det store byggeri. Første gang er torsdag den 3. september mellem kl. 14.00-18.00.
-cmn

BLOX set fra Vester Voldgade med Fæstningens Materialgård til venstre. (Ill.: OMA og BLOX)