Bybønder høster honning og gulerødder på taget
På taget af Københavns gamle auktionshus dyrker lokale økologiske gulerødder i specialdesignede jordsubstrater
Grønne tage er efterhånden et etableret begreb blandt arkitekter og rådgivere, der arbejder inden for bydesign med fokus på de forbedringer, som grønne overflader giver i forhold til bedre lokal regnvandshåndtering og oplevelseskvalitet i byrummene.Nu er næste skud på stammen realiseret på Østerbro i København: Taget på hovedstadens gamle bilauktionshus er nemlig blevet forvandlet til det økologiske bylandbrug ØsterGro, hvor de lokale bl.a. dyrker grøntsager og producerer honning. Projektet, som er det første af sin slags i Danmark, blev til virkelighed i kraft af Byggros’ ekspertise inden for grønne løsninger til bymiljøet.
Afgørende med den rette næring
- Udfordringen ved at opføre et egentligt landbrug midt inde i byen og ikke mindst på taget af en bygning er at sikre en passende næringsmængde i jorden. Grøntsager kræver mere næring end blomster og andre planter, som normalt anvendes på grønne tage, forklarer salgskonsulent Louise Hansen fra Byggros. Hun fortsætter:
- Vi skulle derfor lave en opbygning af jordbunden i højbedene, som både sikrede optimale vækstbetingelser og samtidig havde en tilstrækkeligt lav vægt til at kunne etableres på taget. Derudover skulle opbygningen kunne holde på en del vand, så taglandbruget også bidrog til lokal afledning af områdets regnvand.
Jordlag med flere funktioner
Løsningen blev en opbygning af jordlaget bestående af et specialdesignet substrat med bl.a. granulerede tegl, under hvilket en beskyttende fiberdug skærmer af mod det underliggende betondæk og beklædes med 40 mm Diadrain-drænplader. Louise Hansen fortæller:
- Det lette, porøse jordsubstrat er fremstillet, så det på én gang virker vandholdende og kan dræne af ved pludselige store regnmængder. Derudover er det tilsat næringsstoffer, som er afstemt i forhold til de lokale farmeres ønske om at dyrke grøntsager som gulerødder og kartofler.
- Drænpladerne supplerer substratets funktion i forhold til regnvandshåndtering, idet den dobbeltnoprede overflade sikrer en effektiv lufttilførsel, bortledning af overskudsvand og opmagasinering af vandreserver. På den måde skabes der en kontinuerlig undervanding og ventilering af beplantningen, forklarer Louise Hansen.
-jhn
’Efter i årevis at have drevet naturen ud af både byen og maden, fordi den slog folk ihjel og lugtede af tis, vil vi nu have den tilbage og være venner med naturen’
Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen til Jyllands-Posten, aug.2014
Urban farming er global
Tidens store trend med at hive naturen ind i storbyen og dyrke sine egne grøntsager er langt fra dansk. Det kaldes urban farming og har længe været en integreret del af den almindelige byplanlægning især i England og USA. I New York findes for eksempel Brooklyn Grange med to tagfarme, hvoraf den ene, der er verdens største, er på 4.000 m2 på toppen af en gammel flådebygning. Andre steder for eksempel i Portugal vinder de frem for at klare sig igennem den økonomiske krise. Og i Seoul, der har mere end 20 millioner indbyggere, er det besluttet, at hver husholdning skal have 3,3 m2 køkkenhave inden 2020, fordi de har en helende effekt overfor det store pres og massive stress, byboerne lever under.
I 1994 kom den første byhave på Vesterbro. Siden er blandt andet Ørestad Urbane haver, Prags Have og Dyrk Nørrebro skudt op. Og uden for København har Gellerupparken og Toveshøj ved Aarhus etableret to byhaver for børn og voksne på hver 5.000 m2.