Byggeløsning får digitaliseringspris
Hjørring Kommune med projektet Book en Byggesagsbehandler er tildelt Dommernes Specialpris ved uddelingen af årets digitaliseringspriser
Særprisen, som er en del af de årlige digitaliseringspriser for nye ”skæve” løsninger, hvor offentlige myndigheder og institutioner udviser stor innovationskraft, er denne gang gået til en byggeløsning.
Der er Hjørring Kommune, der med projektet Book en Byggesagsbehandler, er tildelt Dommernes Specialpris ved uddelingen af årets digitaliseringspriser
- Det er fantastisk at se, hvordan man kan bryde med vanetænkningen og vende de almindelige antagelser om digitalisering på hovedet. Hjørring Kommune viser, hvorfor det på nogle områder kan være mere fornuftigt at tage en snak med borgeren først, før han eller hun giver sig i kast med at betjene sig selv. Frem for at man i en enhver situation skubber de digitale løsninger frem som det første, borgeren skal i lag med, siger Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf og medlem af dommerkomiteen.
- Digitaliseringsprisen viser de mange gode digitale initiativer og løsninger, der udvikles og anvendes i det offentlige Danmark. Det kan vi rent faktisk være stolte af. Digitalisering er afgørende for at øge velfærd og effektivitet til gavn for borgere, offentlige medarbejdere og ledere. Samtidigt viser dette års priser en tendens om at tænke udefra-ind, hvor borgeren sættes i centrum frem for systemet. Det kan it hjælpe med, siger Jane Wiis, direktør i KL og en af initiativtagerne til Digitaliseringsprisen
-cmn