Byggepladserne som brændpunkt for grøn omstilling
14 af landets større offentlige bygherrer underskrev en hensigtserklæring om, at de i fremtidige projekter vil stille krav til, at der bruges emissionsfrie arbejdsmaskiner
Af Dan Bjerring
Inden for byggesektoren er der allerede et stort fokus på CO2-udledninger, men indtil nu har det primære fokus været på klimaaftrykket fra byggematerialer og på driften af bygninger.
Klimabelastningen på selve byggepladsen har ifølge den grønne tænketank CONCITO ikke fået samme fokus, på trods af at 13 procent af dansk nybyggeris udledninger foregår i byggefasen:
- Der er således oplagte muligheder for at reducere sektorens klimaaftryk ved at orientere sig i retning af eksempelvis byggeriets arbejdsmaskiner samt materiale- og ressourceforbruget på byggepladser, som medfører et væsentligt spild.
Anbefalinger til grøn omstilling
Den viden om udledninger i byggefasen og omstilling af byggepladsen baseres både på nylige danske studier samt erfaringer fra Norge, hvor man i flere år har arbejdet for at udfase dieseldrevne arbejdsmaskiner:
- Disse erfaringer er oplagte at skele til i den grønne omstilling på danske byggepladser, hvor der allerede eksperimenteres med tiltag, som mindsker udledninger fra byggepladsen. Disse har dog stadig primært form af enkeltstående tiltag, noterer CONCITO, der har en række anbefalinger til at sikre en mere effektiv grøn omstilling i byggesektoren:
1. Medregn byggefasen i livscyklusvurderinger (LCA-beregninger)
2. Understøt elektrificeringen af byggeriets arbejdsmaskiner gennem ambitiøse mål, tidlig planlægning og supporterende tiltag
3. Indsaml systematisk data om byggepladsers ressourceforbrug og samarbejd om udvikling af dataplatform for at begrænse ressourcespild
4. Promovér de positive effekter af maskiners elektrificering for samfund og sundhed
Stort og vigtigt skridt
Ifølge CONCITO skal fremtidens byggepladser have som mål at være fuldstændig emissionsfri - ikke blot fossilfri - med arbejdsmaskiner, som kører på HVO-diesel:
- Det er helt oplagt og nødvendigt at skubbe på for en elektrificering af byggeriets arbejdsmaskiner. Denne elektrificering er allerede i gang, hvilket blev stadfæstet, da 14 af landets større offentlige bygherrer underskrev en hensigtserklæring om, at de i fremtidige projekter vil stille krav til, at der bruges emissionsfrie arbejdsmaskiner. Det er et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning da det skaber en helt nødvendig efterspørgsel efter eldrevne entreprenørmaskiner, konkluderer CONCITO.
Et skift til eldrevne maskiner vil, udover klimagevinster, også medføre markante reduktioner af både luft- og støjforureningen.
Administrative byrder
Selvom omstillingen til emissionsfrie byggepladser kan indebære administrative byrder og økonomiske omkostninger på kort sigt, følger der med den grønne omstilling også positive effekter:
- Et skift til eldrevne maskiner vil, udover klimagevinster, også medføre markante reduktioner af både luft- og støjforureningen. Det er væsentligt også at fokusere på disse afledte effekter, eftersom de både kommer branchen, nærmiljøet og samfundet til gavn. Det forhold bør i høj grad tjene som motivation i den danske byggesektor for at øge fokus på arbejdsmaskiners udledninger og tilskynde til handling for at reducere klimaaftrykket gennem elektrificering af byggeriets arbejdsmaskiner, lyder budskabet fra den grønne tænketank.
Også andet end maskiner
Sidst, men ikke mindst, handler reduktion af CO2-udledninger i byggefasen ikke kun om elektrificering af arbejdsmaskiner, men også om at optimere materiale- og ressourceforbruget på byggepladser:
- Det er derfor også vigtigt at stille krav til, at der indsamles, analyseres og monitoreres data om byggepladsers forbrug og spild af ressourcer, så det bliver muligt at mindske det spild, der finder sted i dag. Det vil også reducere klimaaftrykket fra byggefasen, slutter CONCITO.