Byggeplaner for Papir-øen
I dag onsdag skyder Københavns Kommune en idekonkurrence for en ny kultur- eller fritidsfunktion på Christiansholm i gang
Papirøen, der med sin placering midt i Inderhavnen og med udsigt til Skuespilhuset, Operaen og livet på vandet har en stor plads i mange københavnernes hjerter, går en ny fremtid i møde.
Øen, som også lyder navnet Christiansholm, er nemlig genstand for en idekonkurrence, der kan give stedet ny status som kultur- eller fritidsfunktion for Københavns Kommune. For fremadrettet at skabe helhed og aktivitet i området skal der bl.a. bygges en ny og markant kultur- eller fritidsfunktion på stedet.
Derfor inviterer kommunen nu til kick-off møde. Det sker i dag onsdag den 4. marts kl. 13.30-14.45, og kommunen opfordrer alle byens borgere til at deltage i idekonkurrencen. I den forbindelse stiller kommunen en præmie på 10.000 kr. i udsigt til de fem bedste forslag til øens fremtidige anvendelse.
Ved kick off-arrangementet vil tre borgmestre, overborgmester Frank Jensen, teknik- og miljøborgmester Morten Kabell og kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen fortælle mere om baggrunden og reglerne for idekonkurrencen. Efterfølgende er der mulighed for at se sig omkring på øen i selskab med en guide, som kan fortælle mere om området og dets historie.
-cmn