Byggeteknisk erfaring i sving
Svante Emtoft er ny projektleder i Bunch Bygningsfysik, hvor den første opgave bliver at få afsluttet en stor syns- og skønssag i Farum, hvor en række fejl og mangler skal afklares
45-årige Svante Emtoft er netop tiltrådt som projektleder og bygningskonstruktør i Bunch Bygningsfysik, der beskæftiger sig med rådgivning inden for indeklima, fugt, statik, brand og klimaskærm.
Med mere end otte års erfaring som projektleder inden for byggeteknik, fugt og indeklima får Svante Emtoft ansvar for at lave byggetekniske undersøgelser med fokus på fugt og skimmelsvamp, herunder fugt- og varmesimuleringer samt renoveringsprojekter med både projektering og fagtilsyn.
Senest kommer han fra en stilling som teknisk leder i Dansk MiljøAnalyse, der bl.a. rådgiver i håndtering af miljøkritiske stoffer.
- Jeg har savnet det byggetekniske aspekt og ser frem til igen at lægge vægt på mine spidskompetencer inden for byggefugt, indeklima og konstruktioner, siger Svante Emtoft.
Tidligere har han i mere end syv år arbejdet i Bygge- og Miljøteknik A/S som bygningskonstruktør, hvor Svante Emtoft havde et ansvarsområde tilsvarende det, han nu skal varetage i Bunch Bygningsfysik.
Svante Emtoft er uddannet bygningskonstruktør fra Københavns Erhvervsakademi. Forinden uddannelsen var han selvstændig i en tømrer- og snedkervirksomhed, hvor interessen for byggefugt og svampeskader blev skabt. Svante Emtoft er desuden syns- og skønsmand i Byggeriets Ankenævn og i de forskellige retskredse.
Den første opgave i Bunch Bygningsfysik bliver at få afsluttet en stor syns- og skønssag i Farum, hvor en række fejl og mangler skal afklares.
-cmn