CO2-udslip på plakaten
Når man bygger, skal man i fremtiden tænke klimaet langt bedre ind i hele processen, ligesom vi skal investere i energirenoveringer af vores boliger, mener Radikal MF’er
Efter at have sikret sig, at valgplakaterne blev placeret på byens bedste lygtepæle, skød medlem af Folketinget Lone Loklindt (RV) valgkampen i gang med at komme med en mindre opsang til 100 aktører, der var mødt op til en konference om klimavenligt byggeri afholdt af Plastindustrien.
Den radikale folketingspolitiker betonede, at det er nødvendigt, at alle bidrager til at få nedbragt CO2-udslippet.
- Det er ikke kun de store virksomheder, som er pålagt CO2-kvoter, der skal bidrage til et bedre klima. Når man bygger, skal man i fremtiden tænke klimaet langt bedre ind i hele processen, ligesom vi skal investere i energirenoveringer af vores boliger, sagde Lone Loklindt til de fremmødte, der blandt andet talte arkitekter, kommunale byplanlæggere og ingeniører.
Byggeriet har potentiale
- Jeg tror efterhånden, det står helt klart for alle, at klimaet har ændret sig. Tænk bare tilbage på de store mængder nedbør, vi har fået, hvor boligområder har ligget under vand. Det er helt uholdbart. Derfor skal fremtidens arkitektur og byggeri tage højde for klimaforandringerne, fortsatte Lone Loklindt.
- Der er et stort potentiale for at få nedbragt CO2-udslippet fra vores bygninger. 40 % af det samlede energiforbrug kommer fra bygninger. Samtidig ved vi, at 9 ud af 10 bygninger også vil være i brug i 2050, så der skal ganske enkelt skrues op for klimarenoveringen og klimatilpasningen af vores boliger. For mig at se er der ikke så meget at diskutere. Det er bare om at komme i gang, sagde Lone Loklindt af, inden hun hastede videre ud i valgkampen.
Konferencen med titlen ”Klimavenligt byggeri – med moderne byggematerialer” blev afholdt i dag i Industriens Hus i København af Plastindustriens EPS-sektion under Dansk Industri. Konferencens formål var at sætte fokus på, hvordan man kan bygge og renovere energieffektivt, så der spares på varmen, og CO2-udslippet reduceres.
-cmn