Combi Bygs konkurs giver bøvl i Vallensbæk Kommune
Entreprenørens konkurs betyder forsinkelser ved indvielsen af en længe ventet svømmehal. Kommunen arbejder på at sikre projektets fuldførelse uden at gå på kompromis med kvaliteten
Udfordringer som inflation og prisstigninger har allerede forsinket projektet, og konkursen hos Combi Byg Entreprise A/S er et yderligere bump på vejen, skriver Vallensbæk Kommune i en pressemeddelelse.
Borgmester Henrik Rasmussen (K) er skuffet over den ekstra forsinkelse i indvielsen af svømmehallen.
- Jeg er ked af det særligt på borgernes vegne. Der har været mange benspænd på vejen, der har udfordret projektet. Og nu denne dårlige nyhed, som gør, at vi må udskyde indvielsen endnu engang. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men nu må vi se fremad og finde den rette til opgaven, siger borgmester Henrik Rasmussen.
Borgmesteren oplyser også, at opdateringer om projektets fremskridt kan følges på kommunens hjemmeside og sociale medier, så snart en ny entreprenør er fundet.
-dc