Cowi forventer fortsat vækst
2015 blev endnu et vækstår for Cowi. En solid ordrebog, et sundt virksomheds-fundament og lancering af en ny strategi betyder, at Cowi forventer vækst i både omsætning og indtjening i de kommende år
Cowi leverede i 2015 en omsætning på DKK 5.577 millioner, hvilket er en stigning på fem procent i forhold til 2014. Samtidig opnåede Cowi et driftsresultat (EBIT) på DKK 182 millioner.
- For 11. år i træk har vi opnået en solid vækst i omsætningen, mens driftsresultatet ikke nåede samme niveau som i 2014. Vi har en klar forventning om, at vi i de kommende år fortsat vil opnå stærk vækst i omsætningen såvel som en markant øget indtjening, siger adm. direktør Lars-Peter Søbye, der begrunder forventningen med en velkonsolideret forretning, en solid ordrebog og ikke mindst Cowis nye vækststrategi.
Kernen i Cowis nye strategi er, at væksten skal skabes ud af virksomhedens kernekompetencer inden for især infrastruktur, men også energi, byggerier samt vand og miljø.
Infrastruktur som vækstmotor
De massive investeringer i infrastruktur i store dele af verden betyder, at infrastruktur er den vigtigste vækstmotor i de kommende år for Cowi. Ambitionen er, at forretningsenheden Broer, tunneller og vandbygninger skal fordoble volumen af ydelser i løbet af de næste fem år. Lars-Peter Søbye uddyber:
. Vi skal fortsat vokse i Nordamerika og Storbritannien, hvor vi har været til stede i mange år og har opbygget en stærk position. De kompetencer i verdensklasse, vi har udviklet på disse markeder, er samtidig afsættet for at opnå en større markedsandel i vores hjemmemarked, Skandinavien. Herudover skal vi entrere prioriterede, nye markeder, siger Lars-Peter Søbye og understreger:
- Nye markeder er ikke et spørgsmål om geografisk tilstedeværelse. At være en global virksomhed med internationale ambitioner handler i dag ikke om, hvor mange kontorer vi har rundt om i verden. Det handler om at kunne mobilisere stærke, kompetente teams der, hvor projekterne er, og når der er brug for dem. Og derfor er vores strategi centreret om at være stærkt til stede på vores traditionelle hjemmemarkeder i Skandinavien samt være bedst i verden inden for vores udvalgte specialistydelser.
Nye store projekter i 2015
I Danmark har Cowi bl.a. sikret sig opgaven med at undersøge linjeføringsforslag for den kommende højhastighedsbane Hovedgaard-Hasselager samt ombygningen af Aarhus Banegård som forberedelse til elektrificeringen af banenettet.
Herudover er Cowi rådgiver på udviklingen af AffaldVarme Aarhus' nye banebrydende fjernvarmesystem, der udnytter energien i havvandet og ved hjælp af store eldrevne varmepumper sender grøn varme ind i stuerne. Samtidig har Cowi assisteret HOFOR med byggeledelse og specialistrådgivning i relation til klimasikring med to skybrudstunneller på Østerbro.
I Norge har Cowi vundet to betydelige sygehuskontrakter for henholdsvis et nyt fællessygehus i region Nordmøre og Romsdal samt et nyt universitetssygehus i Stavanger. Desuden vandt Cowi fase 2-kontrakten på et af de største jernbaneudbygningsprojekter i Norge, den såkaldte Intercity Østfoldbane.
I Sverige er Cowi valgt som rådgivende partner for Volvo Cars, der skal bygge en ny fabrik i USA. Herudover skal Cowi projektere udbygningen af papirmassefabrikken Södra Cell Värö i Varberg med henblik på en øgning af fabrikkens produktion af grøn energi.
Uden for Skandinavien vandt Cowi detailprojekteringen af en 600 kilometer lang jernbane fra Tabora til Kigoma i Tanzania, mens Cowi i Nordamerika vandt Saskatoon North Commuter Parkway and Traffic Bridge-projektet i Canada, der omfatter udskiftningen af en 107 år gammel trafikbro samt projektering af en ny bro og indfaldsveje.
-cmn