CPH Village vinder nystiftet initiativpris
Makkerparret bag det prisvindende koncept, Venligbolig Plus på Frederiksberg, har stiftet en ny pris, der går til initiativtagere, som sikrer bedre, billigere og mere bæredygtige boliger
Samfund – Arkitektur - Byudvikling
- Fremtidens bæredygtige byer kalder på nye typer af professionelle aktører, der tør udfordre måden, vi tænker byggeri, boliger og fællesskaber.
Sådan lyder det fra stifterne af den nye Venligbolig Initiativpris, Søren Rasmussen fra ONV Arkitekter og Johan Galster fra We Do Democracy. Sammen stod de bag ide og koncept til Venligbolig Plus på Frederiksberg, der på det seneste har høstet en lang række design- og byggepriser.
Projektet gav ideen til en særlig jubilæumspris ifm. ONV’s 20 års fødselsdags, og således takkes for opbakningen til Venligbolig Plus samtidig med, at stafetten gives videre til andre aktører, der udviser eget initiativ og handlekraft - og som ser boligsektoren som et vitalt samfundsanliggende:
- Denne nystiftede initiativpris går til initiativtagere, der går foran med koncepter og forretningsmodeller, der sikrer bedre, billigere og mere bæredygtige boliger - med fokus på stærke fællesskaber og mere integration i byen, fortæller Søren Rasmussen, der forventer, at prisen vil kunne uddeles hvert andet år.
Det første projekt, der tildeles prisen, er CPH Village for deres initiativ og inspirerende opgør mod byens ufleksible og dyre studieboliger. CPH Village har skabt et unikt byfællesskab for 164 unge på Refshaleøen, hvor hardware i form af billige boliger og software i form af hverdagsfællesskab er bygget sømløst sammen.
- De to unge iværksættere Frederik Noltenius Busck og Michael Plesner sparkede døre ind i Folketinget og på Københavns Rådhus, banede vej for ny lovgivning og gik selv foran som aktivister i boligmarkedet ved at opføre CPH Village på Refshaleøen. De viste vejen uden om developerne og fordyrende branchedogmer ved at tænke i midlertidighed, micro-living og involvering af de unge i både byggeri og drift, lyder begrundelsen.
Venligbolig og CPH Village forsøger begge på hver deres måde at afprøve nye tilgange til boligformer i byen. Begge søger at løser udfordringer for unge på kanten af et boligmarked og skabe øget integration. Begge udfordre en tung dansk CO2 belastende tilgang til boligstørrelser og prioriterer mere rum til fællesskaber.
-kj