Daginstitution i rar og robust hverdagsarkitektur
Børnehuset Elmehøjen i Hørning er enkelt og funktionelt organiseret med godt legelys og børnevenligt indeklima i alt fra grovgarderober til grupperum
Samfund - arkitektur
Af Marie Sofie Larsen
Megen negativ omtale i medier, mangel på pædagoger, demonstrationer, debat om minimumsnormeringer mm. har betydet, at daginstitutioner længe har været en varm kartoffel for mange kommunalpolitikere og børneforældre.
I Skanderborg Kommune er der dog nu skabt gode rammer for børn og pædagoger med Børnehuset Elmehøjen i Hørning.
Bygningens hovedform er enkelt og funktionelt organiseret i tre huse omkring et centralt fællesrum; asymmetriske saddeltagshuse, der er bygget sammen som en simpel stjerne. I midten ligger fællesrummet, og herfra strækker børnehavens arme sig rart ud mod legepladserne. Mod nord og øst er facaderne mest lukkede, mens de mod syd og vest og ved gavlene er mere åbne. Her, mod legepladserne, er dele af facaderne trukket tilbage under et bredt udhæng. V-formede søjler af træ bærer udhænget. Hver længe har sin farve på døre og vinduer.
På tagene sidder serier af markante nordvendte ovenlys, som sender lys ind i hvert et hjørne af børnehaven.
Byggematerialer til en børnehave må ikke afgive gasser, dampe, partikler eller ioniserende stråling, der kan give anledning til usunde indeklimaforhold. Derfor er der så vidt muligt valgt materialer, der er indeklimamærkede af Dansk Indeklima Mærkning.
Byggeriet er opført, så der kan opretholdes en behagelig temperatur, som passer til livet i børnehaven: Rumtemperaturen skal ligge inden for de grænser, der er angivet i BR15. Luftkvaliteten holdes der styr på med mekanisk ventilering og med samlet balanceret luftskifte for den samlede bygning.
Det var et krav ved opførelsen, at ingen bygningsdel i byggeriet hverken i udseende, funktion eller teknik måtte have en levetid på under 20 år med mindst muligt vedligehold og maling. Derfor har man brugt fibergips monteret i ét lag på 12,5 millimeter, hængt op 30 cm fra væggen.
Du kan læse mere om projektet og se flere billeder af byggeriet her i magasinet Byggeri nr. 6.