Danmarks første bæredygtige biograf er på vej Biografen er opført af materialer, som er fri for uønsket kemi, er langtidsholdbare og som i vidt omfang kan skilles ad og genbruges, når bygningen en dag skal bruges til noget andet.

Danmarks første bæredygtige biograf er på vej

I Nordhavn bygges en biograf, der som landets første er på vej mod en såkaldt 'guld-certificering' i bæredygtighed. Bygningen er fra start opført med fleksibelt brug - og senere genbrug - for øje

Samfund - Byggeri - Bæredygtighed

Om kort tid åbner Danmarks første biograf, der lever op til så mange bæredygtighedskriterier, at den kan certificeres på guld-niveau efter den såkaldte DGNB-standard.

Biografen ligger i Københavns nye bydel Nordhavn, og bygningen er netop blevet analyseret af Green Building Council Denmark. Her hæfter direktør Mette Qvist sig især ved bygningens konstruktion, der allerede i opførelsen tager højde for, hvordan bygningen med tiden kan ændre formål.

- Det er meget vigtigt, når vi bygger nyt, at det er transformerbart, så den dag, der ikke er behov for en biograf i Nordhavn mere, kan bygningen nemt omdannes til anden anvendelse. Det er jo fantastisk, at man allerede i konstruktionsfasen tænker: 'Hvad skal det næste liv være for den her bygning?, siger Mette Qvist. Hun understreger, at den endelige certificering først gives, når biografen er helt færdigopført og hvis alle ambitioner er gennemført.

Nemt at flytte rundt på vægge
Mette Qvist ser biografen i Nordhavn som udtryk for en ny form for 'produktforædling' i det byggede miljø. Blandt andet fordi biografens stue- og øverste etage ikke har nogen bærende eller afstivende vægge. Det gør det nemt at flytte og opsætte nye vægge. Samtidig er råhuset dimensioneret med nyttelaster, som svarer til det niveau, man anvender ved byggeri af stadiontribuner. Derfor kan man uden videre ændre anvendelsen af alle etager til stort set hvad som helst - musik, udstilling, idræt eller let erhverv.

Det er By & Havn, der sammen med NREP står bag biografen og udviklingen af by- og handelslivet i Nordhavn. Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, siger:

- Vi ønsker at være med til at skabe bæredygtige bydele i bred forstand og her er kulturlivet vitalt. Derfor glæder jeg mig over, at der nu kommer en biograf, som er med til at skabe fællesskab, oplevelser og sammenhængskraft i bydelen og samtidig bidrager til vores høje ambitioner om bæredygtighed. Biografen bliver en ny destination i København, som vil tiltrække både de lokale i nærområdet og resten af København, og skabe grundlag for mange gode oplevelser sammen i Nordhavn. Danmarks første bæredygtige biograf er endnu et skridt ind i fremtiden, som løfter barren for, hvordan vi udvikler de københavnske bydele.

Genbrugelige materialer
Biografen er opført af materialer, som er fri for uønsket kemi, er langtidsholdbare og som i vidt omfang kan skilles ad og genbruges, når bygningen en dag skal bruges til noget andet, renoveres eller helt rives ned. Den tilgang er udtryk for, at NREP og By & Havn påtager sig et ansvar for at mindske CO2-aftrykket i byggebranchen, og samtidig er det en god investering, siger stifter og partner i NREP, Rasmus Nørgaard:

- Ejendommes opførelse og drift står for en enorm andel af det samlede CO2-udslip globalt. Det er klart, at branchen skal tage ansvar for at løse det problem. Det ansvar vil vi i NREP gerne være med til at tage, og så mener vi i øvrigt, at det betaler sig at investere i bæredygtighed. Personligt mener jeg, at det er den bedste måde til at langtidssikre en investering. Ligesom biografen i Nordhavn er bæredygtige bygninger generelt produkter i høj kvalitet, og de vil være mere tidssvarende i længere tid.

Biografen åbner inden jul og drives af Henrik Obel, der også står bag Big Bio i Herlev.

-jhn

Fakta:

Teamet bag biografen i Nordhavn består af:

Bygherrer: NREP og By & Havn
Arkitekt: Arkitema Arkitekter
Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører
Totalentreprenør: Vestergaard Nielsen

20/11 2019
  • LLO kræver huslejeloft og udlejerautorisation

    LLO kræver huslejeloft og udlejerautorisation

    politik ›Folketinget har vedtaget en ny lov, der gør det lettere at bygge almene boliger i de store byer - trods høje grund- og byggeomkostninger
  • Urimelig og voldsom konsekvens af burgerbesøg

    Urimelig og voldsom konsekvens af burgerbesøg

    politik ›Skatteministeren mener, at der skal være proportionalitet mellem forseelse og sanktion. ”Det kan opleves urimeligt og voldsomt, når en mindre overtrædelse kan medføre krav om efteropkrævning af hele registreringsafgiften på flere hundrede tusinde kroner”
  • Ny bydel i Nordhavn får egen folkeskole

    Ny bydel i Nordhavn får egen folkeskole

    byggeri ›I takt med at den kommende bydel på Levantkajen i Nordhavn tager sin form, skal der bygges en topmoderne folkeskole. Nogle af pengene til at etablere den nye folkeskole skal findes med budget 2027
  • En tur igennem byggelovens historie

    En tur igennem byggelovens historie

    byggeri ›Et stort bogværk samler hele byggelovens historie: Fra affaldsproblemer i middelalderen til brandsikring i 1700-tallet og til nyere tiders fokus på energiforbrug i bygninger og byer
  • Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-2)

    Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-2)

    byggeri ›BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger
  • Enhedslisten vil have alle byggepladser registreret

    Enhedslisten vil have alle byggepladser registreret

    politik ›Beskæftigelsesministeren afviser dog forslaget med henvisning til, at der allerede er krav om registrering af byggepladser af en vis størrelse
  • Salling vælger Bravida til at stå for sikkerheden i hele landet

    Salling vælger Bravida til at stå for sikkerheden i hele landet

    byggeri ›Teknikentreprenøren Bravida har landet en landsdækkende aftale med Salling og skal servicere brand- og sprinkleranlæggene i alle Sallings danske butikker, der dækker Bilka, Netto, Føtex og BR
  • Guldborgsund vil opføre boliger med havneudsigt

    Guldborgsund vil opføre boliger med havneudsigt

    byggeri ›Udviklingen af havnen i Nykøbing Falster er godt i gang. Nu har Økonomi- & Erhvervsudvalget i Guldborgsund Kommune principgodkendt en tidsplan for, hvad der skal ske de kommende 10 år