Danmarks største stilladsvirksomhed opkøber konkurrentJohnnie Lønbirk (tv) og Nis Lorenzen.

Danmarks største stilladsvirksomhed opkøber konkurrent

Rodahl Stilladser kommer fremover til at høre under Dansk Stillads Service. Tilførslen af medarbejdere, køretøjer og materiel skal øge kapaciteten og forstærke serviceberedskabet i en branche med høj aktivitet og mangel på arbejdskraft

Dansk Stillads Service er i gang med at udvide hovedkvarteret på Hammerholmen i Hvidovre. Der skal gøres plads til tidligere ejere og medarbejdere fra Rodahl Stilladser.

Det er de tidligere ejere af Rodahl Stilladser, der i et stykke tid har ønsket at gennemføre et generationsskifte for at overdrage rorpinden til nogle andre.

I den forbindelse er valget faldet på Dansk Stillads Service som den mest oplagte kandidat til at overtage forretningen:

- Vi har kendt ejerne af Dansk Stillads Service i mange år. Vi kender dem for at tage ordentlighed, service og samarbejde meget alvorligt.

- Det værdisæt stemmer helt overens med vores eget, fortæller Nis Lorenzen, der er tidligere medejer og direktør hos Rodahl Stilladser.

- Vi er meget glade for, at vi har fået forhandlet os frem til en god aftale. Vi er helt trygge ved at lade DSS styre skuden videre sammen med vores medarbejdere, vores kunder og vores grej, tilføjer han.

Ejerne af Dansk Stillads Service er også begejstrede for aftalen.

De vurderer, at fusionen med Rodahl Stilladser er et stærkt værdifællesskab og vil styrke selskabets konkurrenceevne i en branche med høj aktivitet og mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Det fortæller administrerende direktør, Johnnie Lønbirk, i en kommentar:

- Det er 'et match made in heaven'. Erfaren organisation, som vi har god kemi med. Veldrevet selskab. Gode værdier. Godt omdømme og stærke relationer i byggebranchen.

- Fusionen er naturligvis også vigtig for vores konkurrenceevne, da vi nogle gange er presset af mangel på arbejdskraft.

- Med mere materiel og flere montører kan vi gøre serviceberedskabet mere fleksibelt og respondere hurtigere, når kunderne efterspørger vores løsninger og services på byggepladserne, siger han.

-dc

12/3 2024