Dansk Håndværk skuffet over åbningstalenDirektør Morten Frihagen, Dansk Håndværk

Dansk Håndværk skuffet over åbningstalen

De små og mellemstore håndværkervirksomheder efterlyser initiativer, der skal gøre det mere attraktivt for almindelige husejere at energiforbedre deres bolig

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det vil være synd at påstå, at direktør Morten Frihagen i Dansk Håndværk var imponeret over statsministerens åbningstale.

Han peger på, at statsministeren ellers selv nævnte, at det bliver svært at nå de næste skridt i den grønne målsætning, men det blev ikke nævnt, at hvis den grønne omstilling for alvor skal have en effektiv virkning, skal de små og mellemstore i ikke mindst håndværksbranchen involveres.

Morten Frihagen henviser over for BygTek til, at bygningerne har ansvaret for cirka en trediedel af energiforbruget i Danmark, og der er store energibesparelser at hente:

- Derfor skuffer det os, at regeringen ikke bebuder initiativer, der skal gøre det mere attraktivt for almindelige husejere at forbedre deres bolig, siger Dansk Håndværks direktør.

Forbedrede udbudsmuligheder
Han peger selv på behovet for klimavenlige tage, energivenlige døre og vinduer og udbedring af alle de fejl og utætheder, der er i hundrede tusinder af private boliger

- Det løses kun, hvis politikerne med eksempelvis et større håndværkerfradrag får hr. og fru Jensen med i den grønne omstilling, siger Morten Frihagen.

Der er dog også positive takter på ét bestemt område i åbningstalen. Dansk Håndværk er nemlig tilfreds med, at regeringen vil give de små og mellemstore virksomheder bedre mulighed for at deltage i konkurrencen om offentlige kontrakte:

- I dag har tusindvis af mindre virksomheder svært ved at byde på de opgaver, som kommuner og stat sætter i gang. Hvert skridt, der gør det lettere for de små virksomheder at byde på opgaverne, gavner både virksomheder og samfundet, slutter Morten Frihagen.

7/10 2020