Dansk ikonbyggeri for verdensfred
Schmidt Hammer Lassen Architects fejrer den officielle indvielse af det nye hovedkvarter for Den Internationale Straffedomstol i Haag, Holland
En prestigefyldt ceremoni har netop markeret den officielle indvielse af Den Internationale Straffedomstols (ICC) nye hovedkvarter i Haag, hvor bygningen blev omtalt som "det 21. århundredes Freds Palads".
HKH Kong Willem-Alexander af Holland åbnede den nye domstol og kontorbygning under den officielle ceremoni, hvor ICC’s Formand Silvia Fernández og Formand for Statspartsamlingen, Sidiki Kaba, var værter. FN’s Generalsekretær, Ban Ki-moon, deltog i arrangementet sammen med 350 inviterede notabiliteter fra hele verden.
Efter ceremonien guidede Bjarne Hammer fra byggeriets arkitekter, Schmidt Hammer Lassen Architects, æresgæsterne på en rundtur i den ikoniske nye bygning, hvor han fortalte om dets arkitektur og design.
ICC afsluttede flytningen til sit nye hjem den 14. december 2015. Retten havde behov for en funktionel specialbygget lokalitet til effektivt at kunne opfylde sit mandat i kampen mod straffrihed for gerningsmændene til folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Udformningen af bygningen afspejler institutionens gennemsigtighed. Den kombinerer skulpturel arkitektur med strenge sikkerhedsforanstaltninger og fremviser samtidig en meget høj grad af bæredygtighed med respekt for naturen midt i det naturlige klitlandskab mellem Haag og Nordsøen.
Bygningskomplekset består af seks tårne, der er forbundet i grundplan og første etage, og rummer over 1.200 arbejdspladser. Det største tårn, Retstårnet, har plads til tre retssale og et mediecenter.
Byggeriet af det nye hovedkvarter begyndte i april 2013, og bygningen blev officielt overdraget til ICC i november 2015. I forbindelse med den officielle indvielse er der blevet taget et udvalg af nye billeder af den berømte arkitekturfotograf Adam Mørk, som for første gang viser interiøret i ICC samt dets indre gårdhaver og landskabsarkitektur.
-cmn

Foto: Adam Mørk og ICC-CPI