Dansk jobfest på Femern
Danmark løber med arbejdspladserne på Femern. Omkring 80 % af arbejdspladserne på Femernforbindelsen bliver danske, vurderer Beskæftigelsesministeriet. Det vækker begejstring i DI
Især Rødby, men også resten af Danmark, vil nyde godt af Femern Bælt-projektet. Omkring 80 procent af arbejdspladserne ventes at gå til Danmark, mens omkring 12 % skønnes at blive tyske, når Danmarkshistoriens første anlægsprojekt bliver sat i værk. Det skriver DI Business i sit seneste nyhedsbrev.
Konkret har Danmark udsigt til foreløbig 44.000 ud af de i alt 55.000 såkaldte mandeår på Femern-projektet. Kun 7.000 skønnes at blive tyske, mens 4.000 forventes at blive besat af medarbejdere fra øvrige lande.
Det fremgår af et svar fra transportminister, Magnus Heunicke til Folketingets beskæftigelsesudvalg.
Positiv afsmitning
Samtidig vurderer ministeriet på baggrund af erfaringer fra både Øresund- og Storebæltsforbindelserne, at jobbene ikke kun vil komme håndværkere til gavn.
- Det gælder især håndværksfagene, men også alt lige fra hotel- og cateringbranchen, sikkerheds- og rengøringsfirmaer til lokale transportfaciliteter, skriver ministeriet, som dog understreger at fordelingen mellem faggrupperne er usikker.
Muligheder for hele landet
De seneste uger har der været rejst fornyet diskussion om Femern Bælt-forbindelsen, som bliver dyrere end forventet. Derfor er der kommet gang i forhandlingen af nye priser med de udvalgte entreprenører.
Ifølge Michael Svane, direktør i DI Transport, er det dog afgørende at holde fokus på, at projektet vil komme både danske virksomheder til gavn og ikke mindst landets faglærte.
- Det, at projektet bliver dyrere, ændrer ikke på de store beskæftigelseseffekter, vi vil opleve. Vi kan jo se, at danske virksomheder over hele landet har store muligheder for både at arbejde som direkte underleverandører på projektet og for at levere serviceydelser i lokalområdet, siger han til DI Business.
-cmn