Dansk sommerhusregel er hullet som en EU-si
Det var en klar forudsætning for et dansk ja til EF i 1972, at det kræver dansk bopæl at eje et sommerhus her i landet, men den regel undergraves systematisk af dispensationer
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Af et svar fra justitsminister Nick Hækkerup til Ulla Tørnæs fra Venstre fremgår det klart, at et stigende antal udlændinge får tilladelse til at købe og eje et sommerhus i Danmark.
Ulla Tørnæs havde bedt om ministerens holdning til stigningen i antallet af dispensationer til udlændinge, der søger om tilladelse til at købe sommerhus i Danmark, og han ’deler bekymringen for stigningen i antallet af tilladelser til, at udlændinge kan købe sommerhuse her i landet’:
- Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der er en EU-retlig grænse for, hvad der kan gøres for at dæmme op for stigningen. Den særlige danske sommerhusprotokol giver nemlig ikke mulighed for at skærpe praksis for vurderingen af, hvornår en ansøger har den fornødne tilknytning til Danmark, påpeger Nick Hækkerup.
Skærpet kontrol siden årsskiftet
Han oplyser, at en ’fornøden tilknytning’ er en forudsætning for at få en tilladelse til at købe sommerhuse i Danmark:
- Det har derimod været muligt at skærpe kontrollen med en ansøgers oplysninger om den særligt stærke tilknytning til Danmark, når udlændinge ønsker at købe sommerhuse i Danmark. Civilstyrelsen skærpede derfor i starten af 2020 kontrollen med oplysningerne. Formålet med skærpelsen er, at der ikke gives flere tilladelser end nødvendigt. Skærpelsen har betydet, at oplysninger om tidligere ophold og anden tilknytning til Danmark nu i relevant omfang skal kunne dokumenteres, svarer justitsministeren.
Dokumentationen kan eksempelvis være kopi af rejsedokumenter eller en referenceperson, som kan bekræfte oplysningerne, men det vides endnu ikke, om skærpelsen vil føre til et fald i antallet af tilladelser i 2020, da der endnu ikke foreligger en samlet opgørelse over antallet af tilladelser for 2020.
Dansk særordning
Det er EU-retten, som begrænser mulighederne for at skærpe reglerne og praksis om udlændinges køb af sommerhus.
Når Danmark – uanset EU-rettens bestemmelser om fri bevægelighed – kan opretholde reglerne om køb af sommerhus, skyldes det den såkaldte ’sommerhusprotokol’, som er en undtagelse til EU’s traktatgrundlag.
Sommerhusprotokollen er en dansk særordning, som giver mulighed for, at Danmark kan opretholde den lovgivning om udlændinges køb af sommerhus, som var gældende den 1. november 1993, hvor Maastricht-traktaten trådte i kraft.
Kan bevare kontrollen
Når Danmark kan opretholde sommerhusreglen skyldes det, at reglen har været en ’uafbrudt bestanddel’ af vores medlemskab, siden Danmarks indtræden i EF:
- Det vurderes, at det ikke er muligt inden for rammerne af sommerhusprotokollen ved retningslinjer eller kriterier eller på anden måde at skærpe betingelserne for at få en tilladelse, herunder praksis for, hvornår en ansøger har den fornødne tilknytning til Danmark. En sådan skærpelse vil derfor ikke være i overensstemmelse med EU-retten. Hvis skærpelsen – uanset at den ikke vil være i overensstemmelse med EU-retten – alligevel indføres, vurderes det, at der vil være en betydelig risiko for, at Danmark helt vil miste muligheden for at opretholde den særlige danske sommerhusregel. Det er derimod vurderingen, at skærpelse af kontrollen med de oplysninger om den særlige tilknytning til Danmark, som skal danne grundlag for en eventuel tilladelse, vil kunne ske inden for rammerne af sommerhusprotokollen, oplyser Nick Hækkerup.