Danske dagpenge til EU syder fortsat under overfladen

Danske dagpenge til EU syder fortsat under overfladen

Der er indtil videre tavshed omkring EU- kravet om, at EU-borgere efter kort tids arbejde kan tage danske dagpenge med til hjemlandet

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Noget tyder på, at EU- kravet om, at EU-borgere fra eksempelvis Østeuropa efter kort tids arbejde her i landet kan tage danske dagpenge med til hjemlandet er trådt lidt i baggrunden i forhold til kravet om EU-fastsatte mindstelønninger.

EU-Kommissionen, Ministerrådet og EU-Parlamentet indgik ellers i marts 2019 en aftale om, at EU-borgere skal kunne modtage dagpenge efter kun én måneds arbejde, og de kan tage dagpenge med til udlandet i seks måneder.

Ifølge Fagbladet var der i 3F en vis frygt for, at en sådan ordning dels kunne ødelægge det danske dagpengesystem, og dels føre til endnu mere social dumping.

Bulgarere, rumænere og andre EU-borgere vil nemlig kunne få langt højere ydelser, end de er vant til fra hjemlandet, og en arbejdsgiver kunne med løfter om seks måneders danske dagpenge med til hjemlandet efter kun én måneds arbejde i Danmark friste med meget lave lønninger.

Foreløbigt i syltekrukken
Nu er der gået 21 måneder, uden at forslaget er vedtaget, og det skyldes ifølge Fagbladet, at den polske regering havde nogle indvendinger, der handler om noget helt andet end karensperiode eller eksportmuligheder.

Forslaget kan dog ikke endegyldigt erklæres ude af billedet. Kommissionen har ikke trukket forslaget tilbage, og dermed kan forhandlingerne ifølge Fagbladet på et eller andet tidspunkt tages op igen, og der er eksempler på forslag fra Kommissionen, som har været undervejs i årevis.

5/1 2021