Danske studerende i Operahuset i SydneyStuderende fra danske arkitekt-, design- og ingeniøruddannelser skal til Australien og deltage udvekslingsprogrammet Made by the Opera House.

Danske studerende i Operahuset i Sydney

Moderniseringen af den verdensberømte bygning Sydney Operaen får danske fingeraftryk fra både studerende og professionelle ingeniørvirksomheder

For anden gang skal fem danske studerende til Sydney for at deltage i moderniseringen af Sydney Opera House. Det sker som led i det dansk-australske udvekslingsprogram Made by the Opera House.

Projektet er udviklet af fem australske Made-studerende, der de seneste 6 uger har arbejdet sammen i en tværfaglig gruppe hos arkitektvirksomheden Cobei Danmark.

De fem studerende er det andet danske hold i rækken på i alt 100 danske og australske studerende, der inden for de næste 10 år skal på udveksling i henholdsvis Danmark og Australien med programmet Made by the Opera House.

Studerende fra arkitekt-, design- og ingeniøruddannelserne har søgt om deltagelse i Made by the Opera House. Ud af dette felt er der udvalgt fem talentfulde studerende. De er alle meget fagligt stærke, har interesse for den tværfaglige arbejdsmetode samt gode kommunikations- og samarbejdskompetencer. De fem udvalgte studerende er:

Birthe Wohlenberg, diplomingeniørstuderende på Bygningsdesign, DTU, Arnthrudur Gisladottir, civilingeniørstuderende i byggeri, Aarhus Universitet - Institut for ingeniørvidenskab, Mathias Ørum Nørgård, kandidatstuderende i Arkitektur, Arkitektskolen Aarhus, Mai Alexandra Bogø, kandidatstuderende i Arkitektur ved KADK og Signe Møller Rosendal, bachelorstuderende i Kommunikationsdesign, Designskolen Kolding

De danske studerende skal til Australien i perioden juli – august 2015, hvor de i seks uger skal danne sig erfaringer med tværfaglige arbejdsmetoder ved at arbejde sammen om et projekt, der rummer både arkitektoniske, ingeniørmæssige og designrelaterede problemstillinger.

Projektet vil have fokus på moderniseringen af Sydney Operaen og vil blive udviklet af Sydney Opera House i samarbejde med to af programmets partnere; ingeniørvirksomhederne Steensen Varming og Arup.

-cmn

23/2 2015