Der er gang i boligsalget
Der står godt 3.300 færre ejerboliger til salg ved indgangen til 2015 end for et år siden, fordi der er kommet mere gang i salget, viser Realkreditrådets tal for boligudbuddet.
Der står 56.096 ejerboliger til salg ved indgangen til 2015. Udbuddet fordeler sig på 34.039 parcel- og rækkehuse, 6.487 ejerlejligheder og 11.135 fritidshuse. I alt er der godt 3.300 færre ejerboliger til salg sammenlignet med årsskiftet sidste år. Boligudbuddet er faldet over hele landet for alle ejendomstyper.- Der er faktisk sat flere nye boliger til salg i 2014 end i 2013. Men der er samtidig fjernet endnu flere boliger fra ejendomsmæglernes hylder. Vi skal tilbage til 2008 for at finde et år med flere nedtagne boliger end i 2014. Regnestykket ender med, at der står færre ejerboliger til salg end for et år siden, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, og uddyber:
- Der er nedtaget knap 8.000 flere boliger i 2014 end i 2013. Det betydelige antal nedtagne boliger vidner om et boligmarked, hvor der er kommet mere gang i handelsaktiviteten.
Højere priser på huse og lejligheder
Udbudsprisen på huse er 2,2 pct. højere end sidste år, og udbudsprisen på ejerlejligheder er øget med 8,1 pct. Der er prisstigninger i de fleste dele af landet. Både for huse og lejligheder er prisstigningerne fortsat størst omkring Hovedstaden.
- Efter faldende udbudspriser på huse siden 2008 er pendulet så småt svinget tilbage i 2014. Der har været svagt stigende udbudspriser det meste af året, og et hus på 150 kvm. koster i gennemsnit knap 50.000 kr. mere end for et år siden, siger Ane Arnth Jensen.
Kortere salgstid i øst og længere i vest
På landsplan er udbudstiderne uændrede for huse i forhold til sidste år. Huse har i gennemsnit stået til salg i godt 11 måneder. Udviklingen dækker over kortere udbudstider øst for Storebælt, uændrede udbudstider på Fyn og i Østjylland og længere udbudstider i de resterende landsdele vest for Storebælt.
Der er skåret tæt på en måned af udbudstiderne for ejerlejligheder det seneste år. Lejligheder har i gennemsnit stået til salg i syv måneder. Det er i landets største byer, at ejerlejligheder står til salg i kortest tid.
-jhn