Det kan ikke blive tæt nok
Realdania og Innovation to Market står bag LeakHunter, som skal vise rådgivere og udførende, at tæthed skal tages alvorligt, hvis man vil leve op til de stadig skrappere krav i bygningsreglementet
Når der tales om tæt byggeri, er det nemt at komme til at blande æbler og pærer og forveksle klimaskærmens tæthed og bygningens ventilation som et og det samme.
Det mener direktør i LeakHunter, Lars Due, som med støtte fra Realdania Innovation to Market vil hjælpe byggeriet med at fokusere mere på bygningernes tæthed.
I en fremtid med den frivillige bærdygtighedsklasse kan omhyggeligt arbejde med tæthed bidrage med en reduktion på 20 % af det samlede max CO2-krav i 2029.
Og værktøjet, som skal gøre det nemt at opnå den tæthed, der er forudsætningen for et godt, grønt og klimarigtigt byggeri, er allerede på markedet. Men fordomme mod tæthed trives, mener Lars Due:
- ’Nu skal vi også passe på, at det ikke bliver for tæt,’ hører vi ofte fra selv anerkendte arkitekter og bygherrer, som kalder tæthedsplaner for plastikposen. Det stammer selvfølgelig fra dengang, hvor utætheder i klimaskærmen blev anset for en del af bygningens ventilation, fortæller Lars Due og fortsætter:
- Men i utætte huse siver varm, fugtig luft gennem isoleringslaget og giver opfugtning af konstruktionen og dermed vækstbetingelser for skimmel og mug.
- Det er de barske kendsgerninger. Og siver der kold luft ind i boligen, har vi også skimmel. Utætheder bidrager derfor på ingen måde til et sundt indeklima. Bygningen skal være så tæt som overhovedet mulig - også for at minimere varmetabet mest muligt.
På den baggrund har LeakHunter fået midler til at øge kendskabet til og anvendelsen af værktøjer, der kan øge tæthed.
God foreløbig respons
Innovation to Market under Realdania har øremærket midler til LeakHunters gør det selv- værktøj af samme navn i forventning om, at den bliver en naturlig del af byggeprocessen fremover
- De fleste kender til blower-door-testen, som skal teste, om et afleveret byggeri er tæt. Den udføres af eksperter sent i byggeprocessen. Vi har udviklet den såkaldte leakhunter til den udførende, som så selv kan tjekke tæthed - inden der lukkes, siger Lars Due.
LeakHunter oplevede på det netop overståede Building Green i København stor interesse for produktet.
- Især de udførende viste interesse, og de unge fangede hurtigt, at de stod med et værktøj, der kunne være med til at kvalitetssikre deres arbejde. Det var super at mærke den store interesse, som lover godt for et gennembrud for grønt og tæt byggeri, pointerer Lars Due.
Det er ikke bare bygningens CO2-regnskab og det løbende driftsregnskab, som scorer på øget tæthed. Der er også en bundlinje, og det er dyrt, hvis der skal laves destruktive indgreb, når utætheder afsløres for sent.
- Test undervejs er en god garanti mod et kolossalt materialespil, som ofte æder håndværkerens bundlinje, når loftet skal pilles ned igen, fordi man opdager utætheder for sent. Det handler derfor om både CO2, energi og om at undgå materialespild – altså en klar grøn gevinst og god tryghed for den udførende, siger Lars Due.
-dc