Det nye Sølund blander generationerne Det nye Sølund bliver et arkitektonisk vartegn; et multifunktionelt byggeri med plads til mangfoldighed og forskellighed. Renderinger: C.F. Møller Architects, MIR

Det nye Sølund blander generationerne

Plejecenteret Sølund på Nørrebro skal rives ned. Det nye Sølund på 38.000 m² samt 11.000 m² kælder med parkering bliver med både daginstitution, pleje- og ungdomsboliger

Züblin og Samvirkende Boligselskaber (SAB) har underskrevet totalentreprisekontrakten på knap 800 mio. kroner for udførelsen af Det nye Sølund. Det eksisterende plejecenter Sølund på Nørrebro i København har udtjent sin levetid og skal rives ned.

På grunden ved søerne i København skal Det nye Sølund på 38.000 m² med 11.000 m² parkeringskælder bygges. Det nye Sølund er tegnet af C.F. Møller Architects og Tredje Natur og kommer til at rumme 360 plejeboliger og servicearealer, 23 tryghedsboliger for ældre, 150 ungdomsboliger, daginstitution, fællesarealer samt butikker i stueplan.

SAB og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune er hovedaktører bag projektet. Det nye Sølund bliver et multifunktionelt byggeri med plads til mangfoldighed og forskellighed på tværs af generationer. Ambitionen er at skabe et arkitektonisk vartegn i bydelen.

John B. Sørensen, formand for SAB, er meget positiv omkring det konstruktive samarbejde mellem projektpartnerne. Han udtaler:

- I den indledende fase har vi som bygherre siddet tæt sammen med parterne og udviklet projektet i fællesskab med arkitekt, rådgiver og entreprenør. Sammen har vi fundet de bedste løsninger og optimeret projektet. Vi vil skabe et sted, hvor ældre, unge og børn både bor sammen og kommer hinanden ved. Bebyggelsen åbner sig mod Nørrebro, og dermed bliver Det nye Sølund en integreret del af bydelen.

Samarbejde baseret på partneringmodel
Züblin tilføjer Det nye Sølund til en række af prestigebyggerier som Axel Towers, Blox, metro til Nordhavn og Nordhavnstunnellen. Projekt Det Nye Sølund vil blive baseret på partneringmodellen teamconcept, fortæller bestyrelsesformand Jens-Henrik Nicolaisen:

- Projektet passer godt til Züblins strategi på det danske marked. Vi har gennem længere tid haft et tæt samarbejde med SAB, hvor vi har udviklet projektet i fællesskab med C. F. Møller Architects og AFry. Princippet bag Züblin teamconcept er, at vi i en åben dialog imødekommer ønsker fra parterne og optimerer projektet i forhold til fælles mål og interesser. Det giver alle parter optimale forudsætninger for at udføre projektet med størst mulig sikkerhed for tidsplan, økonomi og kvalitet.

Læs mere under billedet...

Digital planlægning og bæredygtige konstruktioner i træ
Byggeriet kommer til at foregå i to hovedetaper, og Sølund holdes i drift i hele byggeperioden. Det kræver ekstraordinær planlægning af logistikken i det tætbebyggede område ved søerne, hvor der skal tages størst muligt hensyn til beboere, naboer og erhvervsdrivende.

Allerede på nuværende tidspunkt er projektet bygget digitalt, og byggepladsplaner og sekvenser er simuleret ved hjælp af BIM 5D og optimeret med LEAN.Constrution. Brugen af Zübins digitale værktøjer sikrer, at design, tidsplan og økonomi koordineres digitalt både før og under udførelsen for at skabe en optimal byggeproces.

For at imødekomme projektets bæredygtige profil bliver dele af konstruktionerne udført i træ fra bæredygtigt skovbrug. Der er voksende interesse for at benytte CLT-træelementer i stedet for beton, og dette bliver implementeret på Det nye Sølund i de øverste etager.

Det er entreprenørens internationale afdeling for træbyggeri, der med mere end 25 års erfaring med CLT-elementer, står for denne del af projektet. CLT-elementerne binder CO2, og da træelementerne er væsentlig lettere end betonelementer, mindskes CO2 udledningen ligeledes ved transport og montering.

Totalentreprenøren tager nu fat på at færdigprojektere, planlægge og indgå aftaler med underentreprenører. Samtidig påbegynder Tscherning nedrivning og etablering af byggegrube. Züblin iværksætter første etape af byggeriet i anden halvdel af 2021. Hele byggeriet forventes af stå færdig i 2026. Kontraktsummen lyder på knap 800 mio. kr.

Læs mere om projektet her.

-los


14/12 2020