DI holder øje med temperaturen på boligmarkedet
Bolighandler skaber aktivitet i samfundet, når de nye ejere går i gang med at energirenovere og skifte køkkener og vinduer
Af Dan Bjerring
I en kommentar til Boligsiden.dk´s ugentlige statistik over boligmarkedet peger boligøkonom Bo Sandberg fra Dansk Industri på, at boligmarkedet i øjeblikket er præget af to tendenser.
Den ene er et historisk højt antal bolighandler - den anden er de kraftigt stigende boligpriser.
Bo Sandberg kalder det ’entydig positivt’, fordi det er glædeligt, når familiernes boligdrøm går i opfyldelse:
- Og det skaber aktivitet i samfundet, når de nye ejere går i gang med at energirenovere og skifte køkkener og vinduer, siger Bo Sandberg.
Advarselslamper begynder at blinke
Han mener, at temperaturen på boligmarkedet er meget høj i øjeblikket, men at det er positivt, så længe det kan begrundes med de faktiske forhold i husholdningernes økonomi og i efterspørgslen på boligmarkedet:
- Men hvis vi i en længere periode ser tocifrede procentvise årlige prisstigninger på både ejerlejligheder, parcelhuse og sommerhuse, begynder advarselslamperne at blinke, siger boligøkonomen.
For få boliger til salg
Der blev i uge 10 solgt 2.952 boliger i Danmark, og det er det højeste antal nogensinde i de syv år med ugentlig salgsstatistik fra Boligsiden.dk:
- Heldigvis viser opgørelsen også, at der i den forgangne uge blev udbudt flere boliger til salg, end der blev solgt, nemlig 3.332 i alt. Men der skal rigtig mange af den slags uger til, før det for alvor ændrer på udbuddet af boliger. Lige nu er kun cirka 37.200 boliger udbudt til salg. I den tilsvarende uge de foregående fire år har der i gennemsnit været 58.100 boliger til salg, siger Bo Sandberg.
Fra varmt til overophedet
Dansk Industri har skærpet overvågningen af boligmarkedet for blandt andet at holde øje med, om boligmarkedet bevæger sig fra ’varmt til overophedet’:
- Politikerne kan inden for 1-2 år blive nødt til at genbesøge lånereglerne, der blandt andet begrænser adgangen til afdragsfrihed og fastsætter, hvor stor en andel af købsprisen der skal lægges som udbetaling. Det er vigtigt, at man holder muligheden for at stramme kreditreglerne åben, da det er begrænset, hvad man ellers har at skyde med. Renten er i høj grad bestemt udenfor Danmarks grænser, og de nye boligskatteregler er lagt fast med et bredt forlig i Folketinget og træder først i kraft i 2024, slutter Bo Sandberg.