DM i Skills indtager København Så skal der heppes og alle er velkomne til at opleve Danmarks bedste inden for 36 forskellige fag(Foto:Skills 2014 i Aalborg)

DM i Skills indtager København

Fra i morgen og tre dage frem slås dørene op til Danmarks største uddannelsesevent, hvor 300 elever fra erhvervsuddannelserne dyster om at blive de bedste indenfor deres fag

Fra i morgen torsdag den 8. januar og frem til lørdag den 10. januar slås dørene op til Danmarks største uddannelsesevent, når DM i Skills – de årlige danmarksmesterskaber for erhvervsuddannelser – indtager Bella Centers 37.000 kvadratmeter.

Over tre dage vil 300 unge elever fra erhvervsuddannelserne dyste om at blive danmarksmester inden for 36 forskellige fag fra murer til detailhandel og fra bager til industritekniker.

Det er gratis og alle er velkomne
Mesterskaberne er åbne for offentligheden, og det forventes, at omkring 50.000 besøgende vil lægge vejen forbi. Størstedelen af de besøgende er skoleelever fra 7. til 10. klassetrin, og de vil ikke blot kunne se det fantastiske håndværk, som når social- og sundhedsassistenterne udfører komplekse pleje- og omsorgsopgaver, hvor skuespillere agerer borgere og patienter, eller når tømrerne skal rekonstruere tårnet i Zoo.

Unge kan snuse til fagene
I særlige - Prøv, mærk og føl et fag”-stande vil de besøgende nemlig selv kunne prøve at bygge, røre, bage, klippe og forbinde for på den måde at afprøve, om en erhvervsuddannelse kunne være noget for dem.

Samtidig vil der være uddannelsesvejledere til stede, som kan guide og vejlede de unge om både erhvervsuddannelser og andre ungdomsuddannelser. På den måde er DM i Skills et ”uddannelseseksperimentarium”, hvor unge, der skal til at vælge ungdomsuddannelse, både kan få inspiration, praktisk erfaring og vejledning om erhvervsuddannelsernes mange spændende muligheder.

Flere skal vælge en erhvervsuddannelse
De seneste ti år er søgningen til erhvervsuddannelserne faldet. Senest viste en undersøgelse fra Danske Skoleelever i december 2014, at kun hver tiende elev i 8. klasse overvejer en erhvervsuddannelse efter 9. klasse. Der er dermed langt til regeringens målsætning om, at 30% af en ungdomsårgang skal tage en erhvervsuddannelse i 2025.

Som et led i at vende den negative udvikling, har DM i Skills de seneste år nydt stor politisk opbakning. Således er det igen statsminister Helle Thorning-Schmidt, der åbner mesterskaberne den 8. januar – i år sammen med overborgmester i København Frank Jensen og regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen. Når konkurrencerne er overstået lørdag den 10. januar vil det være undervisningsminister Christine Antorini, som uddeler præmier til de nye danmarksmestre, mens børne- og ungdomsborgmester i København, Pia Allerslev, overdrager værtsstafetten til værtskommunen for 2016.

Politikere prøver selv fagene
DM i Skills skydes allerede i gang en dag før den officielle åbning med et kick-off-arrangement onsdag den 7. januar på Københavns Hovedbanegård. Her vil DM-deltagerne hos murerne bygge skorsten på tid, malerne maler en dekorativ væg, tjenernes DM-deltagere dyster i drinks, og social- og sundhedsassistenterne viser, hvordan man behandler et åbent bensår. Derudover vil undervisningsminister Christine Antorini, regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen og børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Pia Allerslev deltage i konkurrencer.

-jhn

Fakta: Højdepunkter
•    Onsdag den 7. januar: DM i Skills kick-off kl. 6.30 til 8.30 på Hovedbanegården (under uret)
•    Torsdag den 8. januar: Åbningsceremoni kl. 9.00 til 10.15 i Bella Center.
•    Torsdag den 8. januar: Forældrearrangement kl. 16.30 til 19.00 i Bella Center. Her kan forældre til elever i udskolingen komme og opleve mesterskaberne, høre oplæg om erhvervsuddannelserne, få et gratis aftensmåltid og opleve Mads Steffensen diskutere dilemmaer om uddannelser med et særligt uddannelsespanel, bestående af Mette Blomsterberg, Mattias Tesfaye og Stine Bosse.
•    Fredag den 9. januar: Finalen i Skillsstafetten for 8. klasseelever kl. 9.00 til 14.00 i Bella Center. 30.000 8. klasseelever har i efteråret 2014 deltaget i de indledende runder. De bedste 73 hold fra hele landet er gået videre til den store finale hvor Jacob Riising er vært.
•    Lørdag den 10. januar: Afslutningsceremoni fra kl. 14.00 til 15.30 i Bella Center

7/1 2015