Dragør Skole udvides for 12 millioner kroner
Skou Gruppen skal stå for udvidelsen af Dragør Skole Nord til en samlet projektsum på 12 millioner kroner
Det er Skou Gruppen, der skal varetage udvidelsen af Dragør Skole Nord. Det skrev Dragørs borgmester, Eik Dahl Bidstrup, og Skou Gruppens direktør, Martin Skou Heidemann, under på den 17. juni.- Vi er glade for, at vi har vundet totalentreprisen. Dragør Kommune er en af de syv kommuner, Skou Gruppen har en serviceaftale med, og derfor glæder vi os til at vise kommunen, at vi også er dygtige til store projekter og ikke bare dag til dag opgaver, siger Martin Skou Heidemann, der ser frem til at udføre et stort projekt for Dragør Kommune.
Arbejdet går straks i gang
Lige efter underskrifterne blev sat, startede Skou Gruppen planlægningen af byggeriet, så udvidelsen af skolen kan være så langt fremme som muligt, inden vinteren kommer. En af de første opgaver i projektet bliver at tegne udvidelsen af skolen. Derfor har Skou Gruppen entreret med den mangeårige samarbejdspartner KHS Arkitekter.
Skolen udvides fra to et halvt til tre spor per klassetrin. Projektet forventes færdigt til skolestart 2016, og udvidelsen vil give plads til ca. 900 børn på Dragør Skole Nord.
Skou Gruppen har renoveret mange skoler. Nogle af de seneste er Bistrup Skole for Rudersdal Kommune og Torstorp Skole for Høje Taastrup Kommune. Derfor har Skou Gruppen også stor erfaring med de særlige sikkerhedsforanstaltninger, der kræves på en skole, som skal være i brug under byggeriet.
-jhn