Drømmegavl er afsløretKunstneren Morten Søndergård har samarbejdet to år med beboerne om Drømmegavlen i Valby, som netop er afsløret for omverdenen.

Drømmegavl er afsløret

Som led i renoveringen af Domeaafdelingen Gadekærvej i Valby har kunstneren Morten Søndergård brugt de sidste to år i tæt samarbejde med beboerne i boligafdelingen på Danmarks største digt

Det er ikke mindre end Danmarks største digt, der nu pryder gavlen på en af boligblokkene i Domeas afdeling Gadekærvej i Valby. Og Ifølge ophavsmanden kom ideen til drømmegavlen af sig selv:

- Jeg havde en klar formmæssig idé om, at gavlen skulle dækkes af tekst, der på afstand kunne ligne et ornamenteret mønster – ligesom i den arabiske kunst, siger kunstneren Morten Søndergård, der syntes, at det var lige for at inddrage beboerne. For ifølge Morten Søndergård kommer kunstværket til at fungere bedre i byrummet, hvis beboerne føler ejerskab.

- Ved gadekæret udvekslede man sladder og drømme – derfor blev det en drømmegavl med beboernes egne drømme for nutid og fremtid, siger han.

350 drømme fra beboerne er indsamlet via breve, børneworkshops og beboermøder. Heraf er 170 drømme ifølge Morten Søndergård udvalgt efter poetisk mavefornemmelse og hensynet til variation.

Drømmene er sat op på gavlen, så der er samme antal bogstaver per metalplade. Dermed er rækkefølgen af drømme bestemt ud fra drømmenes længde, hvilket giver sjove sammenstød mellem drømme, der går fra at handle om fred i verden til rabarberkage i solen.

Valby viser vejen
Drømmegavlen er støttet af Domeas kunstfond og Københavns Kommune og er en del af renoveringen af boligafdelingen Gadekærvej.

Morten Kabell, Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune fremhæver områdefornyelsen af Valby Gadekær og drømmegavlen som et forbilledligt eksempel for resten af København.

- Drømmegavlen bidrager til at skabe et levende byrum med oplevelser for alle. Projektet er et godt eksempel på, at det ikke kun er kommunen, der udvikler byen. Boligorganisationer skaber både gode boliger og gode bymiljøer, siger Morten Kabell.

Villy Brejning, formand i Boligselskabet Domea København og beboer i boligafdelingen Gadekærvej er glad både for tilblivelsesprocessen med Morten Søndergård og for resultatet:

- Drømmegavlen beviser, hvad kunst kan. Kunst skaber debat, glæde eftertænksomhed og reaktioner. Gavlen giver beboerne stolthed over at bo her, og er et væsentligt bidrag til at løfte boligafdelingen og boligområde, siger han.

-cmn

 

Flere hundrede lokale og besøgende fra nær og fjern er samlet for at fejre områdefornyelsens afslutning i Gl. Valby efter 6 år, der blandt andet har forvandlet Valby Gadekær fra en tom plads, der mest fungerede som losseplads, til grøn by-oase.

26/5 2015