Dumping-bod i overkantenAfdelingschef i Dansk Byggeri Thorsten Wilstrup noterer, at sagen er endt meget langt fra fagforeningens oprindelige krav. (Foto: Ricky John Molloy / Dansk Byggeri)

Dumping-bod i overkanten

Dansk Byggeri undrer sig over voldgiftssags afgørelse. Efterbetalingskrav på 22 mio. kr. er overraskende stort på baggrund af sagens forklaringer og dokumenter, mener man

I en kendelse har opmanden, højesteretsdommer Poul Sørensen, truffet afgørelse om, at metroentreprenøren CIPA skal efterbetale 22 mio. kr. til fagforeningen BJMF.

Sagen har handlet om opgørelse af arbejdstiden og betaling for eventuelt overarbejde for medarbejdere, som var beskæftiget hos CIPA Denmark Aps, en virksomhed der er organiseret i Dansk Byggeri.

BJMF krævede en efterbetaling på ca. 48 mio. kr., idet kravene for 39 medlemmer af fagforeningen på arbejdspladsen blev bredt ud til at dække alle beskæftigede medarbejdere i virksomheden, uanset om de er medlemmer af forbundet eller ej.

- Dansk Byggeri vil nu nærlæse opmandskendelsen og følge op på sagen over for CIPA, oplyser Thorsten Wilstrup, der er afdelingschef i Dansk Byggeri’s juridiske afdeling.

Vægtning af oplysninger
Dansk Byggeri hæfter sig bl.a. ved, at opmanden i sin afgørelse lægger vægt på, at forklaringerne under voldgiften sammenholdt med de fremlagte skriftlige bevisdata (kalenderoptegnelser, mødereferater, maskinelt udfyldte lister over arbejdsholdene mv.) sandsynliggør, at virksomheden har undladt at betale medarbejderne overtidsbetaling for alle præsterede arbejdstimer.

Det er på det grundlag, at opmanden kommer frem til en efterbetaling til medarbejderne af den nævnte størrelsesorden.

Fagforeningen kan naturligvis kræve efterbetaling for manglende udbetalinger til deres medlemmer. Opmanden har så mulighed for at opgøre en efterbetaling oveni til de medarbejdere, der ikke er medlem af fagforeningen, da fagforeningen i den slags sager kan indtale et bodskrav for de medarbejdere, der ikke er medlemmer af fagforeningen.

Det opgøres i forhold til, hvad virksomheden har undladt at betale til disse medarbejdere i forhold til overenskomstens mindstebestemmelser. Et beløb, som dog betales til klageren BJMF.

Skønsmæssig vurdering
- Der er i den aktuelle sag opgjort et overraskende stort beløb til den store gruppe af medarbejdere, der ikke er medlem af fagforeningen 3F. Det er en skønsmæssig vurdering, og her har opmanden så fastsat et overraskende stort efterbetalingskrav på baggrund af sagens forklaringer og dokumenter, siger afdelingschef i Dansk Byggeri Thorsten Wilstrup og fortsætter:

- Der er tale om en meget omfattende sag, som alt for længe har givet anledning til uro og spekulationer på arbejdspladsen.

- Det er forhåbentlig slut nu. Der er tale om et meget stort beløb - 22 mio. kroner er mange penge - og vi opfordrer virksomheden til at betale pengene til BJMF. Den såkaldt ”største sag om social dumping i danmarkshistorien” er slut, men Dansk Byggeri vil ikke undlade at konstatere, at sagen er endt meget langt fra fagforeningens oprindelige krav, noterer Thorsten Wilstrup.

-cmn

10/3 2015