- Eksisterende bygningsmasser kan aktiveres som en ressourceFormand for Konstruktørforeningen, Kirsten Nielsen (tv.), og vinder af Konstruktørernes Dimittendpris 2025, Stine Skovbjerg.

- Eksisterende bygningsmasser kan aktiveres som en ressource

Konstruktørernes Dimittendpris 2025 går til et projekt, der balancerer bevaringen og transformationen af en landejendom på Tærø. Bag projektet står Stine Skovbjerg, der vil være med til at skubbe branchen i en ny retning

- Vi har brug for flere som Stine - der tør kaste sig ud i de nye materialer og prøve det af, så vi kan lære endnu mere og blive bedre i branchen.

Sådan lyder det fra Vibeke Grupe, chefarkitekt MAA i Danske Arkitektvirksomheder og medlem af den priskomité af ni brancheeksperter, der har udpeget vinderen af Konstruktørernes Dimittendpris 2025.

Konstruktørernes Dimittendpris går i år til Stine Skovbjerg, der er nyuddannet bygningskonstruktør fra Zealand.

Hun vinder for sit projekt, hvor en landejendom på Tærø transformeres til en regenerativ landbrugsskole på 1771 m2, og hvor bevaring kobles med transformation og anvendelsen af biogene materialer som ålegræs, stampet ler og kalkmørtel.

Et projekt, hun selv kalder 'et studie i at gøre bevaring og biogene materialer til en bygbar og dokumenteret byggestrategi'.

Priskomitéen begrunder sin afgørelsen med, at Stine Skovbjergs projekt kombinerer stærk faglighed i klassiske bygningskonstruktørkompetencer med modet til at udfordre og udforske materialer og metoder.

Kirsten Nielsen, formand for Konstruktørforeningen, uddyber:

- Stine viser respekt for bygningskulturen, hvilket viser sig tydeligt i hendes transformationsprojekt, der handler om genbyg og biogene byggematerialer, hvor hun bruger ålegræs og ler.

- Det er enormt inspirerende, fordi vi kan lære af det til andre sammenhænge. Samtidig formår hun at have fokus på både drift, vedligehold og arbejdsmiljø.

Selv peger Stine Skovbjerg på netop bevaringstanken som det, der gør hendes projekt relevant i en branche og en tid, hvor der i højere grad skal tænkes i transformation:

- Vi har så store bygningsmasser, der bare får lov at stå hen trods deres bevaringsværdi, mens man venter på, at de forfalder tilpas meget til, at de må rives ned. Projektet dokumenterer, hvordan disse eksisterende bygningsmasser kan aktiveres som en ressource – både arkitektonisk og klimamæssigt.

- Med metoder som livscyklusvurdering (LCA), fugtstrategi for indvendig efterisolering og analyser af biogene materialer har jeg forsøgt at vise, at bevaring kan gøres på en måde, der lever op til moderne krav og samtidig trækker på byggeskikkens lokale materialer og håndværkstraditioner, siger hun.

Stine Skovbjerg er uddannet arkitekt og nu også uddannet bygningskonstruktør. En kombination, der har vist sig meget meningsfuld for hende:

- På konstruktøruddannelsen fik jeg værktøjerne til at koble mine tidligere erfaringer med mere tekniske forhold som risikostyring, beregninger og krav fra bygningsreglementet – og det har for mig samlet brikkerne i puslespillet, siger hun.

I alt 16 projekter fra landets bygningskonstruktøruddannelser var nomineret til Konstruktørernes Dimittendpris 2025.

Priskomitéen bemærker, hvordan årets felt har haft et særligt højt niveau, og at dette er udtryk for, at de nye bygningskonstruktører rummer både høj kvalitet, bredde og engagement, og at uddannelsesinstitutionerne formår at sikre faglighed og kompetencer, der matcher branchens behov.

Derfor er Stine Skovbjerg også stolt over, at det netop er hende, der løber med titlen, rejselegatet på 10.000 kroner og et års gratis medlemskab i Konstruktørforeningen.

- For mig viser det, at vi ved at kombinere arkitektur og byggeteknik kan skabe løsninger, som kan udføres i praksis, og som også forsøger at skubbe branchen i en retning, hvor vi passer på det, vi allerede har, siger Stine Skovbjerg.

Konstruktørforeningen (KF) uddeler Konstruktørernes Dimittendpris en gang om året til en nyuddannet fra bygningskonstruktøruddannelsen, som gennem sit bachelorprojekt demonstrerer en moderne bygningskonstruktørs stærke kompetencer.

Prisen blev uddelt første gang i 2017.

I priskomitéen, der har udvalgt vinderen af Konstruktørernes Dimittendpris 2025, sidder:

• Hanne Ullum, Bygherreforeningen
• Vibeke Grupe, Danske Arkitektvirksomheder
• Benny Lillelund, DI Byg
• Henrik Garver, FRI
• Morten Frihagen, Dansk Håndværk
• Peter Mayntzhusen, Konstruktørforeningen
• Henrik Schwartz, Konstruktørforeningen
• Karina Røjkjær, Konstruktørforeningen
• Kirsten Nielsen, Konstruktørforeningen

-dc

24/9 2025