'En skandale' at Lynetteholm bliver svær at tilgå på cykelCykelringvejen, som Tredje natur har foreslået. Illustration: Tredje Natur.

'En skandale' at Lynetteholm bliver svær at tilgå på cykel

Hvis man skal redde den kommende bydel i København, Lynetteholmen, fra at blive en cykelørken, er arkitektfirmaet Tredje Naturs forslag om en cykelringvej et spændende bud på en løsning, mener direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag

Tredje Natur præsenterede tirsdag et forslag om en cykelforbindelse, der forbinder Lynetteholm, Langelinje, Marmormolen, Århusgadekvarteret, Redmolen og Levantkajen i Berlingske Tidende.

Projektet er døbt Kronløbsringen og er en serie af mindre broer, der tilsammen ville skabe en 'cykelringvej,' som kan samle alle de nye bydannelser nord for middelalderbyen i en overordnet cykelinfrastruktur.

- Lynetteholm risikerer at blive en cykelmæssig ørken, fordi man fuldstændigt har underprioriteret og undervurderet behovet for at kunne cykle ud til den nye bydel. Tredje Naturs forslag ser meget spændende ud, og det er i hvert fald fantastisk, at de gør noget for at sætte debatten i gang. Det er jo faktisk en skandale, at det, som det ser ud nu, bliver meget svært at komme til Lynetteholm på cykel, siger Kenneth Øhrberg Krag.

En planlagt cykelforbindelse mellem Nordre Toldbod og Refshaleøen, som skulle forsyne Lynetteholm med cykeladgang, ser ud til at blive aflyst, efter at Københavns Kommune ikke satte penge af til den i budgettet, og Staten derfor trak sin økonomiske støtte til den.

- Jeg ved ikke, hvad de, der står for at bygge Lynetteholm, egentlig forestiller sig? Vi kan da ikke bygge en ny, tæt bydel, som ikke er ordentlig forsynet med cykelinfrastruktur, siger Kenneth Øhrberg Krag og fortsætter:

- Jeg kan se, at både politikere i København og en trafikforsker bakker op om Tredje Naturs forslag. Den konkrete udformning af en sådan cykelringvej kan selvfølgelig være anderledes, men det er helt nødvendigt, at nogle af dem, der bevilger pengene og bygger Lynetteholm, får de visionære briller på, så den nye bydel bliver en cykelbydel, ligesom resten af København.

Efter at cykelforbindelsen mellem Nordre Toldbod og Refshaleøen er aflyst, er det uklart, hvad man egentlig vil bruge på at forsyne Lynetteholm med cykelveje, så de, der gerne vil cykle på Lynetteholm, også kan komme ind og ud derfra. Oprindeligt budgetterede man med 300 mio. kr. til den forbindelse.

Til sammenligning kommer Østlig Ringvej uden om Amager Strand til at koste mellem 19,7 og 25,1 milliarder kroner.

- De tal viser jo noget om, hvor lavt og hvor lidt, man fra starten har prioriteret cyklerne i dette projekt, siger Kenneth Øhrberg Krag og fortsætter:

- Københavns Kommune har et mål om, at 50 % af turene til arbejde og uddannelse inden udgangen af 2025 skal foregå på cykel. Man har nået 45 %. Selv om Lynetteholm ligger ud i fremtiden, siger det alt om, at man skal prioritere cyklen, hvis man skal leve op til de mål, man faktisk har for, at København skal være en ægte cykelby.

-dc

11/10 2023