Endnu et ”første spadestik” på Marmormolen

Endnu et ”første spadestik” på Marmormolen

I dag var der første spadestik på anden etape af Marmorbyen – et attraktivt boligbyggeri på Marmormolen i Nordhavn

Der er PenSam og By & Havn, der står bag opførelsen af Marmorbyen. 1. etape er allerede så langt, at udlejningen er i fuld gang og indflytning er fastsat til den 15. oktober 2015.

Allerede i december 2014 besluttede PenSam og By & Havn imidlertid at fordoble projektet. 2. etape forventes at stå færdig primo 2017. Vilhelm Lauritzen Arkitekter har tegnet byggeriet og NCC Construction Danmark er valgt som entreprenør.

Til spadestikket var der taler af adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn, Helen Kobæk, adm. direktør i PenSam samt direktør Martin Palmquist, NCC Construction Danmark.

- Marmormolen er en af Københavns mest fremtrædende placeringer. Her er udsigt til havnebassinerne og central beliggenhed nær Østerbro, S-tog, kommende metrostation og Århusgadekvarteret på den anden side af havnebassinet. Det er vigtigt, at kvaliteten i byggeriet går hånd i hånd med placeringen, og jeg glæder mig over, at vi i samarbejde med PenSam opfører dette smukke og gedigne byggeri, siger Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

- Vi er glade for at forsætte samarbejdet med By & Havn om opførelsen af Marmorbyen. Byggeriet bidrager til udviklingen af København, og samtidig er det en fornuftig investering for PenSam til glæde for selskabets pensionskunder, idét vi kan skabe et attraktivt afkast af investeringen, siger adm. direktør Helen Kobæk, PenSam.

- I NCC ser vi frem til at kunne bidrage til, at endnu en brik falder på plads i udviklingen af Københavns nyeste bydel og skaber rammerne for det gode liv for de fremtidige beboere. Som entreprenør er vi helt bevidste om den indflydelse, vi har på, hvordan mennesker lever deres liv. Jeg er sikker på, at det aktuelle projekt vil bidrage positivt i den sammenhæng, siger direktør Martin Palmquist, NCC Construction.

Stort og robust
Foruden lejelejlighederne vil byggeriet rumme nogle erhvervslejemål og et fælleslokale. De fleste boliger bliver 3- og 4-værelsers med et gennemsnitligt areal på 105 m2. Byggeriet opføres i robuste materialer, som afspejler havnebeliggenheden. Marmorbyen består af 12 selvstændige byggeafsnit, og alle boliger får altaner, som er tilbagetrukket og vinklet i forhold til bygningskroppen.

Boligerne omkranses af vand i kraft af tre nyanlagte kanaler, hvoraf den ene løber gennem byggeriet og dermed opdeler det i to selvstændige boligøer. Desuden er der lagt vægt på at etablere mange fælles gårdrum i høj kvalitet.

-kj

17/6 2015