Energikrav til vinduer skal skærpes
Energimærke A sikrer ikke boligejerne det energimæssigt bedste vindue, men kun at vinduet lovligt kan anvendes
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen oplyser i et svar til Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, at Energistyrelsen i forbindelse med arbejdet omkring at fokusere Bygningspuljens tilskud mod de områder, der giver størst effekt, havde en længere dialog med VinduesIndustrien:
- Målet var, at kriterierne i Bygningspuljen skulle sikre, at der kun gives tilskud til de mest energivenlige vinduer på markedet. Vinduesudskiftning er den mest almindelige forbedring af klimaskærmen. Hvis Bygningspuljen skulle give tilskud til enhver lovlig vinduesudskiftning, ville den andel af puljen, som ikke er øremærket projekter med konvertering til varmepumpe, blive opbrugt flere gange alene til det formål, oplyser ministeren blandt andet.
Et nyttigt redskab
Han peger på, at tilskud kun er et nyttigt redskab, hvis det ’ændrer et udfald i den ønskede retning’:
- Derfor målrettes de begrænsede tilskuds midler til de mest energieffektive vinduer på markedet. Energimærkningsordningen for vinduer blev aftalt i 2010, og den er ikke ændret siden. Det står i kontrast til, at Bygningsreglementets minimumskrav er skærpet flere gange i samme periode. I dag svarer disse minimumskrav til mærkningsordningens højeste niveau, energimærke A. Siden 2010 har mange vinduesproducenter udviklet produkter, som er væsentligt bedre end energimærke A. Forskellen mellem markedets bedste produkter og kravniveauet for energimærke A har i flere år svaret til forskellen mellem energimærke A og C, oplyser Dan Jørgensen.
Skal opdateres
Ministeren konkluderer på den baggrund, at energimærke A ikke sikrer kunden det energimæssigt bedste vindue, men kun at vinduet lovligt kan anvendes:
- Det var derfor nødvendigt at skærpe krav i bygningspuljen i forhold til energimærke A. Jeg har af samme grund bedt Energistyrelsen se på, om energimærkningsordningen for vinduer bør opdateres, slutter Dan Jørgensen.
Han oplyser desuden, at 27 producenter kan levere vinduer, som kan modtage tilskud fra Bygningspuljen, mens 30 producenter kan levere vinduer med energimærke A.
Ny ansøgningsrunde 7. april
Klima- Energi- og Forsyningsministeriet har meddelt, at der åbnes for ny ansøgningsrunde den 7. april klokken 10.00.
Der er i alt 675 millioner kroner i Bygningspuljen i år, og efter planen deles åres pulje op i tre ansøgningsrunder.
Formålet er at sprede ansøgningerne ud over året for at modvirke stop/go-effekt på markedet. I første ansøgningsrunde er der afsat 250 millioner kroner.