Energikrisen er ikke slut

Energikrisen er ikke slut

Energistyrelsen genopfrisker de gode råd til at spare på energiregningen

Af Dan Bjerring

Meteorologerne spår om koldere vejr den kommende tid, og det er helt efter årstiden. Men det betyder samtidig, at der kommer gang i opvarmningen af de danske hjem og arbejdspladser, og efter en historisk varm september og høje temperaturer langt ind i oktober, er det værd at genopfriske nogle gode spareråd på energiområdet – vel at mærke uden at fryse eller skade boligens indeklima.

Selv om Danmark forsyningsmæssigt i forhold til sidste år står på et bedre og mere stabilt fundament, så er energikrisen ikke forbi.
Derfor skal vi, hvis vi skal komme godt igennem fyringssæsonen og forebygge høje priser, fortsætte de gode sparevaner fra sidste sæson.

Udnyt varmen optimalt
Det gælder først og fremmest om at udnytte varmen optimalt, og det begynder med et tjek af radiatorerne. De skal være frie til at afgive varmen til rummet. De må ikke være dækket inde af eksempelvis sofaer, reoler eller gardiner.

- Husk også, at radiatorerne er mest effektive, hvis termostaterne er indstillet ens i rum med åbne døre imellem. Ellers vil de have sværere ved at samarbejde om at varme op, siger Matilde Grøn Bjørneboe som er Energistyrelsens ekspert, når det gælder energispareråd.
Hun opfordrer blandt andet til at anvende et termometer til at sikre, at man holder temperaturen på 18-20 °C:

- Der spares omkring fem procent på varmeregningen for hver grad, der skrues ned. Der kan godt skrues ned i nogle rum om natten, hvis man eksempelvis foretrækker at sove køligt, men luk af til de øvrige rum og hold minimum 18 °C af hensyn til fugt, siger hun .

Husk at lufte ud
Luft boligen ud med gennemtræk flere gange hver dag – også om vinteren:

- Luft desuden ud efter, du laver mad og går i bad. Luft ud i cirka fem minutter ad gangen – og husk gerne at skrue ned for varmen imens. Du bør ikke have vinduer på klem i lang tid. Det køler overflader ned, som kræver meget energi at varme op igen.
Cirka 1/3 af varmeforbruget går til varmt vand. Tag kortere bade ved lavere temperatur og slukke for vandet, når du sæber dig ind. Du kan også vaske hænder i koldt vand, lyder budskabet.

Og så er det vigtigt, at man med et årligt serviceeftersyn af sit varmeanlæg sikrer sig, at anlægget kører effektivt gennem hele vinteren.

Vintervejr er ikke t-shirt vejr
Danskerne har en tendens til, at de indendørs uanset årstiden går i eksempelvis kortærmede bluser. Men vintervejr er ikke ’t-shirt-vejr – heller ikke indendørs.

Tage en ekstra trøje på, husk undertrøjen og de uldne sokker. Hvis du bor i en ældre, urenoveret bolig, er det en god idé at gå med hjemmesko, og måske have tæpper liggende, man kan tage omkring sig.

På SparEnergi.dk er der endnu flere idéer til, hvordan man med små ændringer i hverdagen sparer penge på både strøm og varme - og dermed hjælper klimaet.

18/10 2023