Erfarne arkitekter samler kræfterne
KPF Arkitekter får sammen med Erik Møller Arkitekter den nødvendige størrelse, når man skal dække de kompetenceområder, som byggeriet og kunderne stiller nu og i fremtiden
To af Danmarks ældste arkitektfirmaer forener nu kompetencerne. KPF Arkitekter køber Erik Møller Arkitekter, som fortsætter som selvstændigt datterselskab.
Alle partnere i de to arkitektfirmaer fortsætter som ejere af KPF Arkitekter og skaber herved Danmarks 5. største arkitektvirksomhed med 120 medarbejdere.
Den sammenlagte arkitektvirksomhed får ikke mindre end 120 medarbejdere, og det er ifølge adm. direktør og partner Michael Reventlow-Mourier fra KPF Arkitekter en nødvendig størrelse, når man skal dække de kompetenceområder, som byggeriet og kunderne stiller nu og i fremtiden.
Skærpet lovgivning
- Byggeri bliver stadig mere kompliceret med skærpet lovgivning og krav inden for stort set alle områder. I dag skal man have specialiserede kompetencer inden for alle typer af byggerier og tværgående specialister inden for blandt andet energi, sundhed, indretning, materialer mv., og det gør det svært at være mindre arkitektvirksomhed, siger direktøren.
Ifølge Michael Reventlow-Mourier skal man være fysisk tilstede i de enkelte regioner, så man kan servicere og sætte kunden i centrum på kundens hjemmebane. Sammen med Erik Møller Arkitekter står vi nu ekstremt stærkt både kompetencemæssigt og geografisk og er godt rustet til vores fælles ambitiøse vækstplan.
En altafgørende bevæggrund for alliancen er således, at de to arkitektfirmaers kompetencer komplementerer hinanden. KPF Arkitekter er koncentreret om nybyggeri og renovering af boliger, sundhed og pleje, erhvervsbyggeri, indretning og kirker, mens Erik Møller Arkitekter har specialer inden for kulturarv, restaurering, institutionsbyggeri samt boligrenovering med særlig fokus på energioptimering.
Komplet pakkeløsning
Sammen med gensidige kompetencer inden for bygherrerådgivning har de to en meget komplet pakke, som nu skal tilbydes kunder i hele landet. At begge så også har en historie, der går helt tilbage til 1930’erne, vidner om den tidløse tilgang til arkitekturen:
- Vi tilhører den funktionalistiske skole og har begge en lang tradition for at sætte mennesket, kvaliteten og detaljen i centrum. Eksempelvis er Erik Møller Arkitekters prisbelønnede fængsel i Halden i Norge blevet kåret til verdens mest humane fængsel af Times Magazine. Samtidig er vi stærke eksponenter for den tidsløse arkitektur, og man kan på den måde sige, at vi sværger til samme trosbekendelse, forklarer Michael Reventlow-Mourier videre.
Geografisk er matchet mellem de to om muligt endnu stærkere. KPF Arkitekter har kontorer i Viborg, Aalborg og Aarhus og står således stærkt i det jyske, mens Erik Møller Arkitekter er et af de markedsledende arkitektfirmaer i Hovedstaden. Derudover har Erik Møller Arkitekter de seneste år vundet flere større projekter i Norge, Sverige og Grønland og kan således trække et brohoved til Skandinavien med ind i det nye partnerskab:.
Bekendte i forvejen
- Vi har en størrelse i dag, som gør, at det er svært at vinde nyt land. Eksempelvis står vi i Storkøbenhavn over for et sandt boom af boligbyggerier og boligrenoveringer, og det er et marked, hvor KPF Arkitekter er langt mere på hjemmebane, end vi er.
-Samtidig kan vi bidrage med vores ekspertise i det jyske, hvor vi hidtil har været afhængige af eksterne partnere, siger partner Trine Neble på vegne af partnerkredsen i Erik Møller Arkitekter.
Hun siger supplerende, at de to arkitektvirksomheder allerede har samarbejdet om flere projekter det seneste år. Det har blandt andet omfattet det store renoveringsprojekt af Højstrupparken i Odense.
KPF tegner navnet
De to virksomheder fortsætter under deres nuværende navne med KPF Arkitekter som moderselskab.
Michael Reventlow-Mourier bliver adm. direktør i de to selskaber, mens nuværende direktør hos Erik Møller Arkitekter, Kirsten Anker Sørensen, der har arbejdet målrettet for alliancen, har valgt at søge nye udfordringer. Derudover fortsætter alle medarbejdere i de to virksomheder.
Den nye ejerkreds i KPF Arkitekter består af de nuværende ni partnere fra KPF Arkitekter og de nuværende fire partnere fra Erik Møller Arkitekter. Den nye ejerkreds med 13 partnere ser positivt og med stor energi på det fremtidige samarbejde om at skabe fælles projekter i hele landet.
-cmn