EU-krav øger risiko for brug af arme-ben-virksomheder
EU siger ja til RUT-registrering af ’arme-ben-virksomheder’. Men målretningen af anmeldelsespligten for selvstændige forventes at medføre en flere ’falske selvstændige’
Af Dan Bjerring
Christiansborg
I en henvendelse til Folketingets Beskæftigelsesudvalgs orienterer beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard om, at EU-Kommissionen har lukket traktatkrænkelsessagen om anmeldelsespligten til Registret for Udenlandske Tjenesteydere.
Sagen var fremkaldt af, at Kommissionen vurderede, at anmeldelsespligten for selvstændige uden ansatte gik ud over, hvad der kunne begrundes i henhold til EU-retten.
Siden har Folketinget vedtaget en målretning af anmeldelsespligten, der fastsætter en anmeldelsespligt, når selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte udfører arbejde i specifikke risikobrancher.
Det omfatter aktuelt brancherne ’bygge- og anlæg’ samt ’installation og reparation af maskiner og udstyr’:
Bedre og ensartet grundlag
- Det er aftalt med EU-Kommissionen, at de fremadrettet årligt vil blive konsulteret, hvis det vurderes, at flere brancher skal omfattes af anmeldelsespligten for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte. Det bemærkes, at der pågår et arbejde mellem Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen som undersøger, hvorledes der fremadrettet kan sikres et bedre, ensartet og systematisk datagrundlag for vurderingen af, hvilke brancher der skal være omfattet af anmeldelsespligten for selvstændige. Derudover er Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen ved at se på, om indsatsen mod ’falske selvstændige’ kan styrkes, da målretningen af anmeldelsespligten for selvstændige må forventes at kunne medføre en øget risiko for brug af ’falske selvstændige’- der formelt optræder som selvstændige, men som reelt udfører lønmodtagerarbejde, oplyser Peter Hummelgaard.