F -35 skal indkvarteres for 1 milliard kroner

F -35 skal indkvarteres for 1 milliard kroner

Det forudses dog, at anlægsudgifterne til F-35 faciliteter kan blive cirka 10 procent højere

Af Dan Bjerring
Christiansborg

De kommende faciliteter for Forsvarets nyindkøbte F-35 fly på Flyvestation Skrydstrup bliver en dyr affære. I bevillingen til de dyre jagerfly er inkluderet en regning i størrelsen 1 milliard kroner til faciliteterne, der skal rumme de nye fly.

Det fremgår af et brev, som forsvarsminister Trine Bramsen har fremsendt til Folketinget. Hun slår fast, at der er tale om ’et stort og komplekst byggeri, hvor der. Der gælder helt særlige krav til faciliteterne og sikkerheden:

- Hertil kommer, at størstedelen af kontrakterne endnu ikke er indgået. Byggeprojektet er derfor forbundet med økonomisk usikkerhed, konstaterer ministeren.

Økonomisk risiko på 100 millioner kroner
Anlægsprojektet er eksklusive byggemodning estimeret til 1 milliard kroner, og den økonomiske risiko er vurderet til cirka 100 millioner kroner. Byggeriet finansieres inden for rammen af den samlede kampflyøkonomi på 20 milliarder kroner.

- Baseret på erfaringerne fra de første udbud af anlægsopgaven, indikerer den aktuelle prognose for de samlede udgifter til byggeriet, at udgifterne kan blive cirka ti procent højere end estimeret. Da der er tale om estimater vedrørende opgaver, der endnu ikke har været i udbud, vil det først til efteråret kunne konstateres, om der reelt vil være en fordyrelse af den samlede anlægsopgave. En eventuel merudgift til anlægsprojektet på i størrelsesordenen ti procent vurderes også at kunne holdes inden for den samlede kampflyøkonomi, oplyser forsvarsministeren.

12/6 2020