Få tvangsauktioner er med til at stabilisere boligmarked- De ganske få tvangsauktioner og den lave boligbyrde vidner om god betalingsevne på boligmarkedet., siger DI’s boligøkonom Bo Sandberg. Arkivfoto

Få tvangsauktioner er med til at stabilisere boligmarked

I juni var der ifølge Danmarks Statistik 126 tvangsauktioner, når der korrigeres for normale sæsonudsving. Og i første halvår af 2021 har der i alt været 766 tvangsauktioner, hvilket er det laveste niveau i 14 år. DI's boligøkonom kalder det 'imponerende'

- Boligmarkedet har været bomstærkt længe. Det har ikke blot været corona-resistent, men er ligefrem blevet styrket under coronakrisen. Derfor er det heller ingen overraskelse, at omfanget af tvangsauktioner ligger historisk lavt, siger DI-boligøkonom Bo Sandberg.

Han tilføjer:

- Det rekordlave antal tvangsauktioner skyldes en kombination af lav rente, høj opsparing, stigende indkomster og en lav boligbyrde, dvs. boligudgifter i procent af disponibel indkomst.

Især færre tvangsauktioner i Region sjælland
Det er især i Region Sjælland, at der det seneste år er kommet færre tvangsauktioner. Fra 330 i 1. halvår 2020 til 195 sjællandske tvangsauktioner i 1. halvår 2021, svarende til et procentvis fald på 41 % i løbet af et år, fra et i forvejen lavt udgangspunkt.

Det kalder DI’s boligøkonom for imponerende.

- De ganske få tvangsauktioner og den lave boligbyrde vidner om god betalingsevne på boligmarkedet. Derfor handler tvangsauktionerne også efterhånden typisk mere om individuelle forhold som skilsmisse, alvorlig sygdom og den slags, end om de grundlæggende økonomiske forudsætninger, siger DI-boligøkonom Bo Sandberg.

DI glæder sig over det lave antal tvangsauktioner, men har alligevel intensiveret monitoreringen af boligmarkedet:

- Det lave antal tvangsauktioner falder klart ned i den vægtskål, der stabiliserer boligmarkedet. Men omvendt er tvangsauktioner ikke en såkaldt ledende indikator. Dette nøgletal vil typisk reagere med betydelig forsinkelse, hvis der længere nede ad vejen viser sig udfordringer med terminer og betalingsevne på boligmarkedet, siger Bo Sandberg, skatte- og boligøkonom i DI.

Danmarks Statistiks månedlige statistik vedr. tvangsauktioner kan ses her.

-los


6/7 2021