Farlig gasalarm kan give stød
Energistyrelsen advarer og udsteder påbud til forhandlere af gasalarmen Sunwind model GK201, fordi alarmen kan give forbrugerne elektrisk stød
Energistyrelsen udsteder påbud til forhandlere af gasalarmen Sunwind model GK201, fordi alarmen udgør en risiko for, at forbrugerne kan få elektrisk stød. Bringes forholdene ikke i orden skal modellen tilbagekaldes fra markedet.Kan medføre dødsfald
Den pågældende gasalarm af modellen Sunwind GK201 sælges med en strømforsyning ("AC/DC adapter", Model: HRS002) med følgende tekniske specifikationer: 100 - 240 VAC, 50/60 Hz, Class II, Output: 9V DC, 800 mA. Strømforsyningen, der følger med gasalarmen udgør en risiko for elektrisk stød, der i værste fald kan medføre dødsfald.
Stop med at bruge den
De finske myndigheder, der har tilbagekaldt produktet fra markedet, har vurderet risikoen for, at der indtræffer en skade til at være 1,1 ud af 10.000. Dansk Standard er enig i denne risikovurdering.
Der er efter Energistyrelsens oplysninger solgt ca. 140 af denne type gasalarmer i Danmark. De er typisk solgt fra forhandlere af gas, campingforretninger mv.
Gasalarmen sælges af Sunwind fra en virksomhed i Norge. Energistyrelsen har derfor orienteret de norske myndigheder om problemet, der oplyser, at de vil tage sagen op.
Har man en gasalarm anbefaler Energistyrelsen, at man øjeblikkelig stopper med at bruge den og retter henvendelse til den forhandler, hvor man har købt produktet.
-jhn