Fermacell holder på hemmelighed
Fibergipsproducenten Fermacell har udviklet et nyt produkt, som kan meget mere, end man vil forvente ved synet af det ”enkle, skandinaviske og fede udtryk,” lyder det kryptisk fra firmaet
Snart løfter Fermacell sløret for et nyt produkt. Det er blevet til i et samarbejde mellem den kendte danske designer Lars Vejen og Fermacells specialiserede medarbejdere. Og de er selv meget spændte på at se det færdige produkt rulle ud fra fabrikken.
- Det er en meget stor satsning for Fermacell, som giver vores produkt en helt ny dimension. Derfor bruger vi mange ressourcer på det og har meget store forventninger til det, siger Niels-Jørgen Pallesen, markedsdirektør i Fermacell.
Han lover, at resultatet bliver et banebrydende produkt med det samme klassiske og stærke udtryk, som Fermacells nuværende produkter er kendt for.
- Vi har fået et produkt, som kan meget mere, end man vil forvente ved synet af det enkle, skandinaviske og fede udtryk, siger Niels-Jørgen Pallesen. Mere vil han ikke fortælle om produktet inden 26. februar, hvor Fermacells nye produkt lanceres.
Fermacell Scandinavia er en del af tyske Fermacell GMBH og står for de samlede aktiviteter i hele Skandinavien, inklusiv de Nordatlantiske øer. Størstedelen af de fibergipsprodukter, der afsættes i Skandinavien, kommer fra Fermacells fabrik i Seesen syd for Hannover, som er den største af Fermacells fabrikker i Europa.
cmn