Flere hopper på digitaltogetDe seneste år har Jeppe Mosen Bjerg arbejdet som selvstændig i Mo!BIM, men ønsker nu et stærkere team i ryggen, hvorfor han nu er en del af BIM Equity.

Flere hopper på digitaltoget

Anvendelsen af digitale værktøjer i byggebranchen er i hastig vækst, ikke mindst i entreprenørleddet. BIM Equity styrker organisationen med erfaren VDC-specialist

BIM (Bygnings Informations Modeller) og VDC (Virtual Design and Construction) er i hastig vækst i byggebranchen.

Arkitekter og ingeniører er allerede i fuld gang med at implementere BIM, og nu ser landets forskellige entreprenørvirksomheder også muligheder i BIM og VDC.

Derfor styrker den digitale specialistvirksomhed BIM Equity nu kontoret med ansættelsen af Jeppe Mosen Bjerg som strategisk rådgiver inden for VDC og IKT med særligt ansvar for entreprenør- og design/built-virksomheder.

Eliminerer de fleste fejl
Ifølge BIM Equity er det netop entreprenørerne, der høster nogle af de største gevinster ved BIM. Når entreprenørerne anvender BIM/VDC i IKT-samarbejdet, får de nemlig et koordineret og kvalitetssikret projektmateriale.

De indbyggede muligheder for kvalitetssikring eliminerer de fleste fejl, inden gravemaskinerne går i gang på byggepladsen. Derudover giver BIM præcise mængder til kalkulation og planlægning.

Undersøgelser viser, at BIM/VDC sparer entreprenørerne for op til 10 % af byggeprisen på et givent projekt. Det er den virtuelle prototype, der skaber værdien for entreprenørerne. Derfor bruger de ofte betegnelsen VDC (Virtual Design and Construction) frem for BIM. VDC giver dem et kvalificeret grundlag at afgive tilbud, trække materiale- og mængdelister og styre byggepladsen på.

Bred faglig erfaring
For at styrke rådgivningen over for entreprenører og design/built-virksomheder starter Jeppe Mosen Bjerg nu som IKT- og VDC-rådgiver hos BIM Equity.

Jeppe Mosen Bjerg kommer til BIM Equity med bred erfaring fra sine tidligere ansættelser. Han er uddannet bygningskonstruktør i 2000 og har arbejdet som bygningskonstruktør hos Henning Larsen Architects, hvor han sad med kalkulation, kvalitetssikring og tilsyn på byggepladser.

Derefter kom han til NCC, hvor han blandt andet arbejdede med NCC-enfamiliehuse og i NCCs koncept-afdeling. Fra 2012 til 2014 var han chef for “VDC – Proces-og Produktionsudvikling” i NCC Construction DK, hvilket gør hamtil en af landets førende specialister indenfor IKT- og VDC-rådgivning.

Stærkt team i ryggen
De seneste år har Jeppe Mosen Bjerg arbejdet som selvstændig i Mo!BIM, men ønsker nu et stærkere team i ryggen, hvorfor han nu er en del af BIM Equity.

- Hos BIM Equity er jeg nu kommet i selskab med en række dedikerede BIM-specialister, der fokuserer på at rykke byggebranchen op på et højere niveau, hvor implementeringen af BIM/VDC skaber værdi for alle parter og i alle faser - fra første skitse over projektering til drift og vedligehold.

Jeppe Mosen Bjerg skal levere rådgivning indenfor IKT og VDC og hjælpe entreprenørerne med at styrke deres interne processer i forhold til det digitale byggeri. Konkret skal han arbejde med koordinering, kvalitetssikring og kalkulationsprocesser, der skal gøre entreprenørerne mere konkurrencedygtige.

Optimerer workflowet
Thomas Graabæk partner hos BIM Equity, ser store perspektiver i, at virksomheden nu får en dedikeret VDC-rådgiver.

- Det digitale byggeri giver værdi i alle faser, da bedre processer og ressourcestyring resulterer i optimerede projekter med en bedre økonomi. Det er alle byggeriets parter ved at forstå, og landets største entreprenørvirksomheder har de seneste år været i gang med at implementere BIM/VDC som en del af deres workflow, siger Thomas Graabæk.

- Der er dog stadigvæk rigtig mange entreprenørvirksomheder, der ikke er kommet i gang med det digitale byggeri endnu. Derfor glæder jeg mig over, at vi med inddragelsen af Jeppe Mosen Bjerg i organisationen nu kan tilbyde entreprenørerne VDC- og IKT-rådgivning på det højeste niveau, tilføjer Thomas Graabæk.

-cmn

14/9 2015