Flere stationer er for utrygge og skal renoveres
Transportministeriet smider op til 60 millioner kroner efter at renovere stationerne i Kalundborg, Ringe og Svendborg, så de bliver mere indbydende at opholde sig på
Kalundborg, Ringe og Svendborg Stationer skal være rare steder at opholde sig. Det er formålet med den større modernisering og totalrenovering, som forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 har godkendt.
Med godkendelsen får DSB mulighed for at igangsætte en modernisering og totalrenovering af stationerne, så bygningerne bliver mere indbydende og giver passagererne bedre servicetilbud.
Stationerne har i nogle år trængt til renovering, og med pengene fra puljen har DSB altså fået mulighed for at gennemføre arbejdet.
Der er afsat op til 20 millioner kroner til hver station alt efter omfang og behov. Det skal en projektering henover de kommende måneder afklare.
Pengene kommer fra puljen til mere trygge og attraktive stationer, der blev afsat i forbindelse med Infrastrukturplan 2035. Der er i alt 350 millioner kroner i puljen, der udmøntes årligt, indtil pengene er opbrugt. Det er DSB, der indstiller projekter til puljen, som godkendes af forligskredsen bag Infrastruktur 2035.
-dc