Fælles og privat i seniorbofællesskab
’Egehaven’ i Egedal By bliver et bofællesskab målrettet seniorer, der har plads til både det private og fælles liv
Der er i disse år efterspørgsel på boliger, der tilbyder mere fællesskab i hverdagen og i nærområdet. Boliger, hvor fælleskøkkener eller fælles gårdrum giver mulighed for at fællesskabet kan blomstre. Ikke mindst af seniorer, der gerne vil flytte fra den nuværende bolig og ind i et fællesskab med mulighed for et aktivt liv med andre jævnaldrende. Egedal Kommune har afholdt en projektkonkurrence om en 7300 m2 stor grund i Egedal By Syd. Byrådet valgte projektet Egehaven fra Core Bolig X tegnet af Link Arkitektur.
Dommerkomiteen var særlig optaget af den måde projektet er tænkt som en grøn have, der snor sig mellem to halve karrebebyggelser med sadeltag. De 67 lejligheder er inspireret af landejendomme og gårdhuse og opføres med teglfacader i varme farver.
Egehaven kombinerer private lejligheder med adgang til fællesskaber, hvor fælleshuset bliver ’hjertet’ og dermed det sociale centrum for bebyggelsen. Gårdrummene indeholder også orangeri og værksteder med plads til at dyrke hobbyer og aktiviteter sammen med de andre beboere.
- Med Egehaven tilføjer vi endnu et spændende byggeri til Egedal By. Et byggeri, der sikrer byen et varieret udseende, og hvor det grønne uderum bliver en del af den grønne fletning, der knytter hele Egedal By sammen. Samtidig sikrer Egehaven, at Egedal By får en alsidig befolkningssammensætning, og at vi får flere seniorbofællesskaber, som der er stor interesse i for tiden, siger Ib Sørensen, der er formand for Planudvalget.
Egehaven forventes færdig i 2022 og bidrager således til de i alt ca. 3000 boliger, som der er plads til i bydelen.
-kj