Forkerte tæthedsprøver koster dyrtVores tålmodighed er ikke uendelig. Der skal være styr på kvaliteten af tæthedsmålinger og troværdighed om det, der måles og dokumenteres, siger Michael H. Nielsen (Foto: Ricky John Molloy)

Forkerte tæthedsprøver koster dyrt

Dansk Byggeri kræver orden og et kvalitetsløft efter flere sager, hvor entreprenører er kommet i klemme og har betalt dyrt på grund af fejlagtige tæthedsprøver

Dansk Byggeri har haft flere sager, hvor entreprenører er kommet uretmæssigt i klemme og har betalt dyrt i efterarbejde på grund af tæthedsprøver, der dumpede byggerier, selv om alt var i orden.

Derfor ser man med alvor frem mod de kommende 2015 krav, der dels stiller skrappere krav til bygningers tæthed, men også kræver tætheden dokumenteret i alt nybyggeri.

- Det må betyde, at der bliver et meget større marked med flere aktører, der skal udføre disse tæthedsprøver. Og vi kan selvfølgelig ikke leve med, at der er entreprenører, der får kasseret byggeri, som er i orden. Det koster dem dyrt. Ligesom det heller ikke er i orden, at utætte byggerier bliver godkendt, hvis de ikke lever op til kravene. Så vi vil følge udviklingen meget tæt. Kvaliteten skal generelt blive bedre, og vores tålmodighed er ikke uendelig. Der skal være styr på kvaliteten af tæthedsmålinger og troværdighed om det, der måles og dokumenteres, siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.

Ærgerlig brist
Michael H. Nielsen finder den usikkerhed, der er omkring tæthedsprøverne, dybt ærgerlig. Især fordi byggebranchen af egen drift har været utroligt gode til at udvikle nye materialer og bedre byggeprocesser de senere år. Samtidig har Dansk Byggeri i samarbejde med de to byggeskadefonde udviklet en godkendelsesordning for dampspærresystemer – kaldet DUKO-tæt. Her klassificeres dampspærresystemer, med henblik på at gøre det nemt og sikkert at vælge dampspærreprodukter til en given opgave.
- Der bliver fra alle sider gjort rigtig meget for at leve op til de skærpede tæthedskrav for bygninger og dermed indfri de energibesparelser, der samfundsmæssigt er målet med 2015. Så set i forhold til de omkostninger, der er forbundet med fejlmålinger samt ønsket om at reducere energiforbruget i bygninger, så er det ikke i orden, at kvaliteten i tæthedsmålinger er så svingende. Ligesom at kommunernes håndtering/vurdering af målinger og resultater langt fra imponerer.

Til gengæld vil Michael H. Nielsen ikke for nuværende låse sig fast på, om løsningen bør være en offentligt reguleret certificeringsordning eller en styrket frivillig certificeringsordning som den flere af Klimaskærms medlemsvirksomheder allerede er i.

- En frivillig certificeringsordning for virksomheder, der udfører tæthedsmåling, kan vise sig at få så stor en succes, at den fjerner de useriøse og uprofessionelle aktører. - Så indtil videre er vores anbefaling til Dansk Byggeris medlemmer, at de altid går til en seriøs aktør, når tæthedsprøverne skal udføres. Alt andet kan blive rigtigt dyrt.

-jhn


29/10 2014