Forstaden i ny udgave
Byudviklingsselskabet NærHeden har netop præsenteret udviklingsplanen for et af de største forstadsprojekter i Hovedstadsområdet i mange år. Nærheden i Hedehusene gentænker forstaden
En helt ny bæredygtig bydel med plads til 8.000 beboere, skole, institutioner, butikker, kontorerhverv og levende byrum.
Dét er omdrejningspunktet i den netop udkomne udviklingsplan for ”NærHeden”, der over de kommende tyve år skal udvikles på et 65 hektar stort areal syd for Hedehusene Station i partnerskab mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By.
- NærHedens udviklingsplan præsenterer en ny og anderledes måde at bygge forstad på. Den viderefører nogle af forstadens mest attraktive kvaliteter, nemlig de trygge og grønne omgivelser, men den låner samtidig lidt fra storbyens tætte byrum og variation i bebyggelse og funktioner for at skabe et mere levende bymiljø, siger bestyrelsesformand i NærHeden Carsten Koch.
Overordnet sammenhæng
Ifølge planen, skal NærHeden bygges op omkring boligklynger bestående af en bred vifte af forskelligt udseende rækkehuse, by-villaer og lejlighedsbyggeri i primært 2-3 etager.
Mens haverne i NærHeden bliver relativt små, gøres der meget ud af fællesarealer, fælles faciliteter og deleordninger, der gør det nemt at dele ting som biler, gæsteværelser og værksteder.
Derudover anlægger Høje-Taastrup Kommune i de kommende år en helt ny visionær skole og en sportshal – og senere følger flere institutioner, butikker og kontorerhverv.
- En af de mange ting i udviklingsplanen, jeg er glad for, er, at den sikrer en stærk sammenhæng mellem den nye bydel, det eksisterende Hedehusene og de mange attraktive grønne områder og friluftsaktiviteter, der er i område, siger borgmester i Høje-Taastrup Kommune Michael Ziegler.
Grønt loop gennem bydelen
Et af hovedgrebene i udviklingsplanen er et rekreativt grønt ”loop”, der binder den nye bydel sammen med det eksisterende Hedehusene og gør det nemt at komme rundt mellem bolig, skole, butikker og fritidsaktiviteter til fods og på cykel.
Det grønne loop fungerer samtidig som et rekreativt areal med boldbaner og andre aktiviteter - og sidst, men ikke mindst, som system for opsamling og tilbageholdelse af regnvand, der vil give Loopet naturpræg.
Fra Loopet etableres stier til de omkringliggende grønne områder, herunder Naturpark Hedeland, hvor man kan spille golf, ride på heste, stå på slalomski og meget mere. Endelig føres Loopet forbi Hedehusene Station, hvorfra man kan komme til Københavns Hovedbanegård på 20 minutter.
Nu starter byggeriet
NærHeden er i dialog med de første potentielle investorer om at udvikle boliger, der kan understrege bydelens profil som en levende og bæredygtig forstad.
Boligbyggerierne kan komme i gang, når det kommunale plangrundlag er på plads til efteråret 2016.
- NærHedens udviklingsplan giver os et godt grundlag for at gå i gang med samarbejder om det egentlige byggeri, men jeg håber også, at den kan inspirere andre, der ønsker at sætte fokus på udvikling af forstaden , siger adm. direktør Peter Cederfeld fra Realdania By.
-cmn

Planen præsenterer en gentænkning af forstaden, som kombinerer et trygt og grønt miljø med levende og tætte byrum. (Grafik: Arkitema Architects)