Fremtiden tegner grøn
Ny brancherundspørge fra Danske Byggecentre forud for fagmessen Byggeri ’16 i Fredericia viser, at klima- og energiløsninger vil drive fremtidens byggeri. Det mener 9 ud af 10 fagfolk
Bæredygtigt byggeri og innovative byggematerialer bliver et stadig vigtigere forretningsområde for den danske byggebranche.
Det mener i hvert fald ni ud af ti fagfolk, som anser, at klimaløsninger og energirenovering skal være med til at drive byggeriet i en positiv retning, viser en rundspørge foretaget af Brancheforeningen Danske Byggecentre i anledning af Byggeri ’16.
70,3 % af aktørerne i den danske byggebranchen forventer, at der de kommende år kommer et øget fokus på klimaløsninger og energirenoveringer inden for byggeriet. Og 86 % tror, at klimaløsninger og energirenovering skal være med til at drive byggeriet i en positiv retning.
- Bygherren er i stigende grad opmærksom på det aftryk, som byggeri har på råstof- og materialeressourcerne og på klimapåvirkningerne fra energiproduktion. Bæredygtigt byggeri, innovative klimaløsninger og energirenoveringer er med til at skabe vækst og arbejdspladser og kan samtidig understøtte en grøn udvikling for bygningsejerne. Vi er glade for, at så mange fagfolk i byggebranchen mener, at grøn innovation driver byggeriet i en positiv retning, siger Henrik Bang, direktør for Bygherreforeningen og medlem af Nomineringskomitéen for Byggeriets Klimapriser.
Grøn innovation
Brancheforeningen Danske Byggecentre uddeler i forbindelse med Byggeri ’16 byggeriets tre klimapriser, som fokuserer på klima, energi og miljø.
Interessen for at komme i betragtning som én af de 17 nominerede har i år været ekstraordinær høj, og de mange kvalificerede ansøgninger vidner ifølge adm. direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre, Palle Thomsen, om, at flere virksomheder inden for byggeriet nu satser på grønne og innovative løsninger.
- Vi har uddelt klimapriserne siden 2010 med det mål at øge kendskabet og fremme den grønne udvikling inden for byggeriet og byggevarer. De seneste år er denne udvikling gået stærkt, og i år ser vi nogle af de hidtil stærkeste og mest innovative materialer og løsninger blandt de nominerede såvel som hos de 300 udstillere på messen, siger Palle Thomsen,
Han oplyser, at rekordmange firmaer har ansøgt om at blive nomineret - og niveauet har været højt - så noget tyder på, at flere i byggeriet satser på innovation inden for klima, energi og miljø.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er fortaget i forbindelse med fagmessen BYGGERI ’16. Svarene er indsamlet i perioden 20. januar til 12. februar blandt medlemmer af Dansk Byggeri, Danske Byggecentre, Dansk Håndværk samt udstillere på Byggeri ’16 og besøgende byggefagfolk fra Byggeri-messen i 2014. 346 byggefagfolk har besvaret undersøgelsen.
-cmn